Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XXV. Triumfen. Hvad er han?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield -
513
Det er Mode at negte det; men jeg mener, at man maa
besvare dette Spørgsmaal med et Ja. Vel sandt, han
rangerer ikke blandt de store og udadlelige Digtere;
han har aldrig elsket eller dyrket sin Kunst helt
for dens egen Skyld, han har sjældent havt Ærbødighed
for Kunstformen, og hans Lands Literatur skylder ham
intet stort poetisk eller teknisk Fremskridt. Men det
er pedantisk at bestemme Digterbegrebet saa snevert,
at smaa kvidrende Lyrikere kommer ind derunder og
skabende Aander bliver udenfor. Disraeli var fra
Begyndelsen af i Besiddelse af et rent ud Voltairesk
Vid. Hvem som tvivler derpaa, bør læse den ovenfor
titnævnte lille Fortælling Ixion i Himlen fra 1832;
den er mønsterværdig og klassisk, et lille Mesterværk
af Komposition. Heine vilde have misundt Disraeli
det Indfald at dele den af et Leksikon udtagne
Fremstilling af Myten, der er sat paa Titelbladets
Inderside, saaledes, at Ordene «Andre siger, det kun
var en Sky» blev opsparet til Motto for Fortællingens
anden Del. Der forekommer i denne Historie et Indfald
om Dronningen af Mesopotamiens Paafugls Hale, sora
jeg ikke vil genfortælle for ikke at fordærve det,
men som Læseren, hvis han opsøger det i Ixion, vil
have sin sikre Morskab af.
Fra det rene Vids Frembringelser søgte
Disraeli efterhaanden at hæve sig til Saadanne,
i hvilke Følelse og Lidenskab fik Rum. Trods
alle sine Svagheder fremkaldte Contarini Fleming
et anerkendende Brev fra Goethe til den (først)
anonyme Forfatter og en rosende Kritik af Heine. Sit
ejendommelige Felt fandt Disraeli, da han skabte sig
den Fremstillingsform, som faldt ham naturlig, den
politiske Roman. Det var ingen almengyldig Kunstform,
men den, som afgav den mest smigrende Ramme for
hans Talent, og i Sibyl som i Lothair leverede han
Bidrag til sin Tidsalders Aandshistorie af blivende
Værd. Her kunde han vekselvis give sin Opfindsomhed
og sin Talekunst det Meste Spillerum, underholde og
virke for sine Anskuelser, digte og politisere, og
saa løs end Formen undertiden er, den er original og
bekvem og den vil sikkert blive efterlignet, saasnart
en Digter paany føler sig tilskyndet til at lade sit
Talent gøre Tjeneste i sin Tidsalders politiske Kamp.
Er han, som han selv tror, en repræsentativ Mand?
Kan det med Rette siges, at han repræsenterer og
person-liggør den semitiske Race? Dersom Spørgsmaalet
stilles skarpt, maa det ubetinget besvares med
Nej. Den semitiske, ja alene den
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
