Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuart Mill - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
John Stuart Mill
545
Han trodsede de nationale Fordomme om muligt endnu
dristigere paa det religiøse Omraade end paa det
politiske. Der findes i alle hans Skrifter ingen
Linje, der kunde udlægges som en Indrømmelse til den
engelske Kirke og dens Lærdomme, ingen Tvetydighed,
i Kraft af hvilken han kunde tages til Indtægt af
den engelske Religiøsitet. Og fra sin Grav talte han
endnu tydeligere end i levende Live. Det hedder i
hans Selvbiografi :
Hvad Religionen angaar, saa tror jeg den Tid kommen,
da enhver forstandig Mand, der efter alvorlig
Overvejelse er kommen til den Overbevisning,
at de gældende Meninger ikke alene er falske,
men ogsaa skadelige, har den Pligt at gøre sine
afvigende Anskuelser bekendte; idetmindste bør han
handle saaledes, hvis hans Stilling eller Navn gør
det sandsynligt, at der vil tillægges hans Mening
Betydning. En saadan Tilstaaede vilde en Gang for
alle gøre Ende paa den almindelige Fordom, at hvad
man meget uegenligt kalder Vantro er forbundet
med uklar Tanke eller slet Hjerte. Verden vilde
blive forbavset, hvis den erfarede, hvor mange af
dens mest lysende Prydelser, af dem, som nyder den
mest almindelige Udmærkelse og Agtelse paa Grund
af Visdom og Godhed, der er fuldstændig skeptiske i
religiøse. Spørgsmaal. Mange undlader imidlertid at
tilstaa deres Tvivl, mindre af personlige Hensyn end
paa Grund af en samvittighedsfuld, skønt efter min
Mening aldeles urigtig Frygt for at gøre mere Skade
end Gavn ved at udtale Noget, der kunde svække Troen,
og, som de mener, derved tillige Sædeligheden.
Man tager maaske ikke fejl, naar man i den franske
Literaturs friere Holdning i det religiøse Spørgsmaal
finder Forklaringen til en Del af den Tiltrækning,
som den trods det meget i den, der maatte være Mill
fjernt og fremmed, stadig udøvede paa ham. Han var
desuden meget ung kommen til Frankrig; han havde
tilbragt sit femtende Aar der og ved den Lejlighed
allerede lært det Fransk, han kunde. Da det franske
Sprog var det eneste fremmede, som han talte flydende
og hyppigt (om end ikke uden stærk engelsk Betoning),
da han fremdeles hele sit Liv igennem havde stræbt
at indføre franske Ideer i England og bibringe sine
Landsmænd Kærlighed til den franske Folkeaand, maatte
Frankrig nødvendigvis for ham, næsten som for en
indfødt Franskmand, komme til at repræsentere Europa.
Blandt alle Franskmænd, som Mill havde kendt,
var, tror jeg, Armand Carrel ham den kæreste; den
Afhandling, han har helliget ham, er maaske ogsaa
den skønneste og sjælfuldeste,
han har skrevet. Af den store Beundring,
med hvilken han
35*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
