Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Flodsejlads - V. Efteraarets Komme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA SVEN HEDIN
mende Lue. Vi kalder, men faar intet Svar. Vi paaskynder vor
Gang og hviler os atter, for et Øjeblik at sidde og nyde Synet af
Ilden. Ak, var vi der blot! Tilsidst’ naaede vi dog den Grænse,
som Lydbølgernes yderste Svingning naar, og da blev vore Raab
besvarede.
Saasnart vore Folk forstod, at vi kom anstigende, arrangerede
de en festlig IHumination. I en Del af Skoven, som bestod af døde,
udtørrede Træer, stak man nu Ild med Brande. Allerede langt
borte hørie vi, hvor det knitrede i det tørre Træ, og lidt efter
marscherede vi ind som i en brændende By, rundt om hvilken Mør-
ket viger. I denne festlige Belysning vandrede vi ned til Færgen,
meget medtagne af disse Strabadser. Det var de første, som denne
Dag havde skaffet mig, men de skulde ikke blive de sidste.
KAP: 5; ;EFTERAARETS’ KOMME:
Altfor længe havde vi opholdt os ved Masar-Tag, Efteraaret havde
faaet et stærkt Forspring, og i Skoven blev mu de gule og røde
Farver de fremherskende. Den langsomme Strøm stillede ubarm-
hjertig vor Taalmodighed paa Prøve, og af og til slog Floden Bug-
ter, som kun manglede en Sekstendedel i at være en Cirkel. En
Gang maatte vi tilbagelægge 1440 Meter for at naa 180 Meter frem,
og ikke sjælden hændte det, at vi hen paa Formiddagen kom tilbage
til en skovbæévokset Pynt, som vi havde passeret om Morgenen tid-
lig, og som vi nu havde den tvivlsomme Fornøjelse at se fra en
anden Side.
I Skovegnen More blev jeg ramt af et stort Tab. Dovlet havde
været min Yndlingshund og mit bedste Selskab. Som saa ofte før
skyndte den sig i Land og sprang bjæffende ind mellem Buskene,
som om den søgte noget. Derpaa begyndte den pludselig at rave
og syntes ganske mærkværdig. Jeg tog den hen til Lejrbaalet og
viste den al mulig Omhu. Men intet hjalp, og forgæves klappede jeg
dens fløjelsbløde Øren, og jeg sad oppe hos den, indtil den sidste
Gnist af Liv var borte. Den begravedes ved Flodbredden, og Stem-
ningen ombord var nedtrykt endog hos Muhamedanerne hele den
følgende Dag, som om vi havde begravet en af vore egne.
Denne fredelige Egn syntes at være temmelig rig paa Vildi. Af
og til ser vi hastige Antiloper eller Raadyr færdes paa Bredden.
Jolldasch er nu alene om ved slige Lejligheder at give sin Misfor-
nøjelse Luft. Foran Færgen svømmede en Dag et Raadyr tværs
over Floden, og Islam laa parat med Bøssen i Haanden, men med
et pludseligt Sæt sprang Dyret op af Floden og forsvandt i Krattet.
Længere nede overraskede vi en Flok Vildsvin, som laa og gassede
Årtisusdies… - usl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
