Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Isen standser os
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 47
stod i Flammer, Mørk og tavs bugtede Floden sig ud imod det
fjerne, igennem Krattet, hvor Kongetigeren ligger paa Lur. — Det
hviner og knager i Isflagerne, som bedækker alle stillestaaende Ste-
der. Af og til blinker det som et Lyn i det mørke Vand foran vor
Stævn, naar en hidtil usynlig Isflage stiller sig paa Tvers i en Strøm-
hvirvel og løfter over Vandspejlet et glasklart Hjørne, i hvilket den
nedgaaende Sols Straaler genspejles, brydes og kastes ud til alle
Sider som i et Prisme. Nøgne og sorte staar Poppelstammerne. og
udstrækker de knudrede, tørre Grene henover den endnu levende
Flods rislende Vande.
Den følgende Aften naaede vi Ketschik, et Sted, hvor Floden for
et Par Aar siden havde forladt sit gamle Leje og banet sig et. nyt
gennem den vilde, øde Sandørken. Da denne Del af dens Løb an-
saas for farligt, havde nogle indfødte Beyer og Kano-Mænd forsamlet
sig her for at være os til Hjælp. Rygtet om vor Flodsejlads havde
bredt sig viden om i det indre Asien. Men de indfødte vidste aldrig,
hvorfra vi kom, eller hvorhen vor Rejse skulde gaa. De syntes, jeg
var en højst mærkelig Person. Mere end to Aar efter spurgte nogle
indiske Købmænd mig, om jeg havde hørt Tale om en hvid Mand,
som i flere Maareder havde sejlet ned ad den store Flod langt mod
Nord. De tilføjede, at paa Indus-Floden vilde en saadan Rejse være
umulig.
Den 21. November var den første Dag, vi tilbragte i det ny
Flodleje, som var meget uregelmæssigt, idet Vandmasserne delte sig
omkring smaa Holme, hvor man snart vilde køre fast, hvis ikke en
hel Flotille af Kanoer gik i Forvejen og med Aarer undersøgte Far-
vandet. Hist og her stod halvtudgaaede Popler ude i Vandet og
strakte Grenene truende ud imod os. For en Sikkerheds Skyld
maalte vi nedlage Teltet og flytte Instrumenterne fra den sorte Hytte.
Paa begge Sider knejser høje Sandklitter, og Vegetationsbæltet ved
Bredderne bliver bestandig smallere.
Nedad gik det med susende Fart, hver Gang der kom Strømilin-
ger; paa saadanne Steder naaede vi en Fart af over 100 Meter i
Minuttet. Netop som vi gled ind i den egentlige Sandørken, faldt
Mørket paa, og vi ansaa det for raadeligst at lægge” bi. Men ved
Daggry kastede vi los. Femten Meter høje, gule Klitter indfatter
Floden. Alt er dødt og koldt paa denne øde Strand. Ingen Menne-
sker, ingen Dyr, ikke en Gang Ørne og Gribbe, Ødemarkens Gæster!
Der er tyst som paa en Kirkegaard, og ingen hilser os fra Ørkenens
Dyb. Kun Strømmen synger sin ensformige Sang, men ogsaa den
skulde snart forstumme under Isens Favntag.
Med en ejendommelig Følelse af Behag glider man af Sted gen-
nem dette Land, som ikke en Gang vore Lodser tidligere havde be-
søgt. Uafbrudt sejlede de foran og undersøgte Farvandet. De sæn-
ker de bredbladede Aarer lodret ned i Vandet og forsvinder ved det
næste Hjørne. Snart efter dukker de atter frem foran os for at var-
sko os, hvis de har fundet et vanskeligt Sted. De kredser omkring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
