Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Vinterlejren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 SVEN HEDIN
der findes Sandørkener paa Maanen, kan de ikke være mere blottede
for ethvert organisk Liv. Der gives absolut intet, som røber, at
der har eksisteret Liv i nogen som helst Form. Ved Aftenlejren
savnede vi Krattet. Vi var nu prisgivne alle Himlens Vinde og det
kvælende Flyvesand, som i uigennemtrængelige Skyer hvirvlede om-
kring vort lille Baal.
Islam og jeg, som tidligere var dragne gennem Takla-makan
Ørkenen under en saa ødelæggende og forfærdende Marsch, forstod,
hvad det gjaldt. Her var jo Ørkenen dobbelt saa bred, som paa
den Linje, vi havde fulgt i 1895, og da var Karavanen gaaet til
Grunde. Enhver af os snurgte daglig sig selv, om det nu skulde
gaa paa samme Maade, men vi udtalte os ikke for hinanden.
Et stort Held for os var den regelmæssige Maade, hvormed
den fremherskende Vind overalt havde ophobet Flyvesandet til
Klitter. Denne Vind, som særlig om Foraaret og Sommeren blæser
med en her hjemme uhørt Voldsomhed, kommer nemlig regelmæssig
fra Ostnordost. Den ophober Sandet i Bølger ligesom Havets, men
uendelig meget højere, idet de «pnaar 90 Meters Højde eller der-
over og saaledes er endnu højere end Raadhustaarnet i Kjøbenhavn.
Disse Sandbjerge løber i en uendelig Række fra Nordost til Sydvest
og mellem dem er Jordsmonnet tørt og bart. Dog findes der ogsaa
et andet Bølgesystem, der skærer det første under rette Vinkler,
men dette er betydelig lavere. I Renderne mellem begge Rækker
opstaar der Sænkninger, som af de indfødte kaldes »Bajir«<«. Ved
at følge disse mod Sydvest og vandre over de Sandpasser, som ad-
skiller dem, kunde vi undgaa de høje, tunge Klitter, der laa som
vældige Bjergaaser paa begge Sider af vor Vej. I Virkeligheden
tilbagelagde vi ikke mindre end 143 Kilometer paa plan Bajirmark,
og Resten i Sand, som især i Ørkenens sydlige Del var forfærdelig
tungt. Hvis hele Ørkenen, saaledes som jeg ventede det, havde
været et eneste Virvar af 90 Meter høje Klitter, saa havde denne
Ørkenfærd været meget tvivlsom, men jeg havde gjort Regning paa,
at selv om1 Kamelerne maatte lades i Stikken, kunde vi fem Mand
altid naa frem til Vandet.
Jaar man bestiger en af disse høje Klitkamme, er det Landskab,
som ses mod Øst, ligefrem uhyggeligt, men samtidig storartet og
betagende i al sin ophøjede Livløshed. Her møder Blikket nemlig
kun de høje stejle Læsider, som brat sænker sig mod Vest fra
Kammen af hver ny Klitrække. Man synes at se et Hav af Sand,
hvis oprørte, kæmpemæssige Bølger har været paa Vej for at rulle
lige mod Beskueren, rede til at opsluge og tilintetgøre alt, men af
en usynlig Magt er de blevet standsede i deres Gang og er pludse-
lig stivnede, saa de nu synes at staa og afvente den Befrielsens
Trylleformular, som atter kan gengive dem Bevægelsen.
Ved tredje Dagens Lejrplads prøvede vi at grave en Brønd. I
17/, Meters Dybde gav den kun grumset Vand, hvis Temperatur
næppe var 5”, men det var bittert, som den mest koncentrerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
