Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. I Hjertet af Sandhavet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66 SVEN HEDIN
trængte til Ro efter de forløbne Dages Anstrengelser, besluttede vi
at blive endnu en Dag ved denne herlige Brønd. Lejren blev ind-
rettet saa bekvemt, som Omstændighederne tillod. Det hvide Filt-
tæppe, hvorpaa min Seng plejede at blive redt, blev forvandlet til
et improviseret Telt, hvis Stænger erstattedes af Tamariskgrene.
Paa den ene Side havde jeg et Baal, som stadig holdtes vedlige.
Medens jeg laa og læste og lidt efter lidt blev begravet af Flyve-
sandet, vandede Folkene vore Kameler, hvad der krævede Tid.
Langsomt vældede Vandet op i Brøndens Bund, og Kamelerne stod
i Kreds og ventede. Saasnart Spanden var fyldt, blev den trukken
op og tømt i et Drag. De tørstige Dyr drak ikke mindre end 9
Spande hver, to af dem endogsaa 11. Man saa dem svulme op, og
de blev overordentlig livlige og muntre og tog dygtig for sig af
de tørre Siv.
Den næste Dag var den sidste i det nittende Aarhundrede. Fra
Morgenstunden var Vejret klarl, men næppe var vi kommet i Gang,
før det forandrede sig. Kamelernes Kræfter var dog forøgede, og
Dyrene tilbagelagde næsten 25 Kilometer. Nyaarsnat kunde vi til-
bringe ved to dejlige Baal i det herligste Vindstille. Flammerne og
Røgen steg lodret op mod den lysende Stjernehimmel. Medens
Folkene samtalede livligt om Dagens Begivenheder, sad jeg alene
ved min Ild og grublede over det forbigangne og tilkommende.
Ganske vist var det en underlig tom Fornemmelse, i Aarevis at være
skilt fra sine kære i Hjemmet, men paa den anden Side var det en
Befrielse at være rykket bort fra alle vor fortræffelige Civilisations
Smaaligheder og alle de Regler og Vedtægter, som gør Livet i Ev-
ropas Storbyer saa kompliceret og kunstigt. Man kan tænke, hvor
misundelsesværdigt det er, naar man ikke hører Telefonen ringe
eller faar Brevbunker at besvare, naar man bliver skaanet for Pres-
sens Kævlerier, for ubelejlige Middagsindbydelser og kedsommelige
Besøg, som spilder ens kostbare Arbejdstid. Vel er der her i Ør-
kenen ogsaa Afbrydelser af Freden,: men det er kun Naturens egne
Kræfter, som bryder den. Her er der ingen Smaaligheder, som
piner os, her staar vi Ansigt til Ansigt med de vidunderlige og
mægtige Kræfter, som gennem Aartusinder langsomt omformer
Jorden.
Nyaarsdag 1901 steg frem af Natten, svøbt i en graa Kappe, og
ingen Morgenrøde viste sig. Dagsmarschen var meget trættende, og
der var ikke flere jævne Strækninger. Hver Gang, vi naaede op
paa en Højde, saa vi ud over en Vrimmel af tætte Sandbølger, og
med fortvivlet Langsomhed sneglede vi os af Sted bestandig op og
ned, og stundom vadede vi indtil Knæene i bevægeligt Sand. Af og
til styrtede en Kamel og maatte fuldstændig omlastes. Af Plante-
vækst saa man kun ringe Spor, og fjernt mod Syd stod Synskredsen
som en takket Silhouet og lignede Bladet paa en Sav. Det var os
umuligt at tilbagelægge mere end 14 Kilometer.
Næste Morgen var vi omgivet af et usædvanligt Syn. Der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
