Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE Hd
Vi var allerede kommet over tre Meter ned, da Kasim kastede
Spaden og udstødte et halvkvalt Skrig. Hvad er der i Vejen ?«
spurgte jeg, i den Tro, at han var bleven syg. »Intet Vand! Sandet
er tørt«, lød det klangløst nede fra Graven. Et Par matte Spade-
stik overbeviste os om, at den bedrageriske Fugtighed atter var
holdt op for at gøre Plads for ganske tørre Lag. Som bedøvede
sank vi sammen og lagde os straks til Hvile. Kun den snu og
menneskesky Jolltschi udstødte en kort Latter og forsvandt i Mør-
ket; han plejede aldrig at sove sammen med de andre. Rundt om
den tomme Brønd stod Kamelerne, endnu bestandig ventende paa
Vand. Efter at vi den 27. April havde ladet alle overflødige Ting:
en Ovn, min Feltseng 0. s. v. tilbage paa Lejrpladsen, drog vi videre
paa disse Kæmpebølger, der nu igen naaede en Højde af indtil 60
Meter. Alles Opmærksomhed er henvendt paa Beholderne, hvis
sidste Vanddraaber klingrende smælder mod Væggene. Hylende og
gøende gaar Jolldasch i Nærheden af dem. Naar jeg hviler mig et
Øjeblik, stirrer den paa mig og synes at ville spørge, om da ethvert
Haab er ude. Han skraber i Sandet for at minde mig om, at jeg
atter skal lade grave en Brønd. Jeg klapper ham, peger mod Øst
og raaber Su, Su! (Vand, Vand). Han spidser Øren og løber i den
Retning, men kommer straks efter nedslaaet og skuffet tilbage.
Fra en høj kegledannet Klittop undersøgte jeg Synskredsen med
min Kikkert. Haabløst! det svimlede for mig at tænke paa, at vi
endnu bestandig var Midtpunktet af dette Sandhav. Da en af de
seks Kameler vægrede sig ved at flytte Benene, slog vi Lejr paa
et Sted, hvor vi alle Vegne var omgivet af uhyre Klitter. Snart
efter kom Muhamed Schah til Syne med en sørgelig Efterretning.
De to udmattede Kamcler havde han tidlig paa Dagen maattet lade
i Stikken. Hvilken skrækkelig Skæbne havde ikke ramt dem, og jeg
ønskede blot, at de ikke altfor længe maatte vente paa Dødens Be-
frielse. Den ene Kamel havde ligget ned, da Muhamed fandt den,
medens den anden endnu stod paa rystende Ben, og med sørgmodigt
cg døende Blik stirrede den efter Karavanen, der forsvandt bag
Klititerne. Da den var helt forsvunden, havde den bøjet sit vældige
Hoved ned mod sin Kammerat og lagt sig ved Siden af den. Jeg
gøs ved Tanken om, at de maaske havde fristet Livet et Par Dage
og var blevet levende begravet af de følgende Sandstorme.
Om Aftenen viste der sig regntunge Skyer mod Vest, og alle blev
vi grebne af det samme Haab. Himlen blev stadig mørkere, og jeg
bad inderlig: »Herre, skænk os blot nogle Kander Vand og red os
og vore Dyr!« Teltlærredet blev bredt paa Sandet, og alle vore
Kar stillet frem, men medens vi gjorde dette, spredte Skyerne sig,
og Himlen biev atter saa klar og blaa som en Turkis. Med ophøjet
Ro forklarede Islam, at først vilde Kamelerne dø den ene efter den
anden, og saa vilde Turen komme til os. Joiltschi haanede vore
Kompasser, af hvilke vi lod os narre. Han paastod, at vi gik i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
