Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Døden nær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
orne ERE 4
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE ST]
Kreds. For den Nat havde vi nok, og henimod Kl. 3 tog vi os et
kort Blund.
Klokken var 10 Minutter over 4, da vi slæbte os videre. Kasim
saa frygtelig ud — en levende Mumie. Hans Legeme rystedes af
voldsomme Trækninger, men endnu fulgte han mig. Saaledes gik
Sølen op den 5. Maj. Jeg vil ikke forsøge at beskrive den Følelse
af Jubel og Glæde, som betog mig, da jeg i Synskredsen fik Øje paa
den mørke Linje, som betegner Skoven langs Kotan-darja. Det var,
som om vi fik nye Kræfter, og allerede Kl. 5!/, befandt vi os under
Løvets Hvælving og trængte ind i Gange, som dannedes af skygge-
fulde Træer. Nu vidste jeg, vi var reddede. Havde dog blot- de
andre kunnet ledsage os hertil: Overalt var der Liv og Livsglæde,
Fuglesang, Spor af vilde Dyr, ja endog af Heste og Karavaner.
Elendige og svage krøb vi langs ad en Sti, som førte mod Syd,
men allerede Klokken 9 om Formiddagen kunde vi ikke mere. Den
tropiske Hede fik det til at sortne for vore Øjne, saa vi ikke en Gang
kunde kravle paa alle fire. Under Skyggen af nogle Popler sank
vi sammen og blev liggende der den hele Dag. Kasim var nu af
og til bevidstløs, og da jeg Klokken 7 om Aftenen klædte mig paa
og bad ham følge mig ned til Floden, som maatte være tæt herved,
gjorde han en fortvivlet Gebærde, men magtede ikke at rejse sig.
Jeg tog Spadeskaftet, det eneste Vaaben vi endnu ejede, og drog
mod Øst igennem Skoven. Mine Kræfter var fuldstændig udtømte,
og jeg følte mig allerede knuget af den Ligegyldighed, der er et
Forbud for Dødens Søvn. Jeg maatte opbyde min hele Energi for
at bekæmpe den stadig voksende Trang til at sove. Som en døende
tumlede jeg om imellem Stubbe og Træstumper, langsomt krøb jeg
gennem Busk og Krat og flængede mine hentørrede Hænder og
Arme, af hvis Saar der dog ikke mere kom Blod, medens min
tynde hvide Dragt efterlod Laser i Tjørn og Slyngplanter.
Omsider havde jeg arbejdet mig gennem Skovbæltet, og foran
mig laa en bred, jævn Flade. Det var Kotan-darja’s Flodseng.
Men nu var den tør som Ørkenen og ventede paa Snesmeltningen,
der først om nogie Uger vilde sende sit Vand fra Bjergene ned paa
Sletten. Var det da virkelig bestemt af Skæbnen, at jeg skulde om-
komme af Tørst her midt i Flodens Leje? Jeg besluttede at gaa
igennem det, eg hvis jeg ikke fandt Vand, at lægge mig til Hvile
for sidste Gang paa den østlige Bred.
Maanen stod lavt i Sydøst; i den Retning styrede jeg min Gang,
idet jeg støttede mig fast til Staven og hvert Øjeblik gjorde Holdt
for at hvile. Hele Egnen var dødsstille, og der rørte sig ikke en
Vind; imod Øst laa der en kold Taage over Landskabet. Efter en
Vandring paa 2!/, Kilometer, der forekom mig som en Uendelighed,
tegnede den mørke Skovlinje paa den anden Flodbred sig skarpt
mod Himlen. Jeg havde ikke langt igen, da pludselig en Vildand
fløj op. Jeg hørte den plaskende Lyd og stod i næste Øjeblik ved
Bredden af en’næppe-20 Meter lang Vandpyt med friskt og klart Vand
NERE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
