Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Farlig Sejlads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1132 SVEN HEDIN
gaaet ned. Lige med ét blev vi forundrede over, at Søgangen hørte
op, og at det var, som om der var gydt Olie paa Vandet. »To Fod
Vand!« raaber Kirgui Pawan triumferende.
Det viste sig nu, at der fra den nordlige Bred løb en lang, smal
Landtunge ud i Søen, og uden at ane det var vi i Mørket kommet
bag Læsiden af denne Bølgebryder. Et Øjeblik senere skimtede vi
et Par mørke Punkter gennem Taagen. Det var Tamarisker. Der-
efter borede Baadene sig ind i den flade Strandbreds Sand.
Folkene var nu saa udmattede, at de først maatte have Hvil,
imidlertid ordnede Schagdur og jeg vore Sager, og Baadene blev
øste læns. Først da det var silde, kunde Hjemrejsen tiltrædes. Det
var bælgmørkt, og det er mig endnu den Dag i Dag en uløselig
Gaade, hvorledes Folkene fandt sig til Rette. De kunde ikke tale
med hverandre og raadslaa om Vejen, saa stærkt blæste det endnu.
Jeg lukkede Øjnene, thi jeg saa jo dog intet, rundt om mig
herskede kun Mørke og bedøvende Susen. Vi lignede et Selskab
døvstumme. Kun Aareslagenes Ryk sagde mig, at vi bevægede os
fremad, og de skarpe Sivblade, som af og til slog mig i Ansigtet,
røbede for mig, at vi bevægede os forbi de samme Siv som om
Morgenen. Det er dem, vi skylder, at vi kunde ro hjem: thi hvor
der er Siv, kan der ikke blive Søgang.
Endelig skimtes langt borte en Lysplet i Mørket, da vi kommer
nærmere, ser vi, det er et Baal, og et Øjeblik efter lander vi ved
Færgen. Luften var saa støvfyldt, at Ilden kun kunde ses paa
nært Hold og dog var Brændselet hvidglødende. Det var det
uhyggeligste Vejr, jeg nogensinde har oplevet. Færgen rykkede i sine
Fortøjninger og vilde sikkert være drevet ud paa Søen, hvis Folkene
ikke havde forstærket dem. Om Aftenen pakkede jeg alle mindre
Genstande ned i mine Kasser, hvad der viste sig heldigt; thi midt
om Natten pressede Vinden Kahytten fra hinanden, saa den maatte
ombindes med Tove. Der blev udstillet Nattevagter for i rette Tid
at være ved Haanden, hvis der skulde ske nye Beskadigelser.
Jeg vil ikke længere stille Læsernes Taalmodighed paa Prøve
med Beskrivelser fra denne Flodrejse. Vi længes bort fra Heden
og Bremserne, hvis Stik brænder som Ild, vi længes efter atter at
høre vore Hestes Hove stampe paa Tibets frosne Jord. Kun ganske
faa Sider maa man endnu tillade mig; det er mig ikke let at løs-
rive mig fra Færgen, thi den Rejse og de Erfaringer, den skaffede
mig, hører til mit Livs skønneste Minder.
Vi havde forladt Søen og var atter ude paa Tarim-Floden. En
Gang lejrede vi os sent om Aftenen ved en stille, fredelig Bred.
Folkene var allerede gaaet til Ro, og jeg sad endnu og skrev, da
Hundene begyndte at gø som rasende, man hørte Plasken af Aarer,
og en Baad lagde til ved Færgen. Jeg hører livlig Tale og ilsomme
Skridt, Forhænget for min Kahyt bliver slaaet til Side, og en ube-
kendt fremmed melder sig som en Kurer afsendt fra den russiske,
Konsul i Kaschgar for at bringe mig Breve fra Hjemmet. Jeg blev
Åen stud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
