Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Atter til Vands
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 127
Telt maatte forankres for ikke at blæse bort. Haglene smældede
mod Jorden, og efter dem fulgte et tæt Snefald. I Mørkningen blev
Kamelerne lagt i en tæt Kreds og bedækkede med alle de Filttæp-
per, der kunde undværes, men de havde ikke megen Fornøjelse af
deres Hviledag.
Den 12te August maatte vi for enhver Pris forsøge at komme
over den sydlige Bjergkæde. Vi drog ind i en meget bred, aaben
Dal, men ogsaa her var Jordbunden modbydelig; en eneste Sump
af gult Dynd, vaad som en Svamp, lumsk og truende. Det klukker,
naar Dyrene trækker Fødderne op af det sejge, sugende Mudder.
Jorden er nu saa løs, at de gabende Spor meget hurtigt trækker
sig sammen og forsvinder. Et modbydeligt Land! At der i en
Højde af 5000 Meter mangler Græs og Brændsel, det kan man for-
staa, men hvorfor kan- Jordbunden ikke bære? Hvorfor truer den
med at opsluge hele Karavanen? Hvorfor er Jordens Overflade for-
lyndet her ligesom Luften, der er saa let, at man faar Hjertebanken
af at gaa?
Jeg stiger atter til Hest, men Dyret snubler næsten ved hvert
Skridt. Det er, som om dens Hove er sammenbundne med en
Strikke, som den ved hvert Skridt maa rivé i Stykker. Jeg rider
forud for at prøve, om Bunden kan bære. Karavanen følger i
Sneglegang. Lastdyrene søger at undgaa de dybeste Huller og væg-
rer sig ved at træde ned i dem. De foretrækker at træde ved Siden
af, men kun for at synke saa meget desto dybere.
Timerne gaa; uhyggelig tungt og langsomt drager vi gennem
dette Land, som absolut vil holde os fast. Vor Fremrykning min-
der om et Felttog i Fjendens Land, hvor man er henvist til sig
selv og sine egne Forraad, og hvor man stadig fjerner sig længere
fra sit sikre Udgangspunkt og under Marschen kun finder øde og
hærgede Marker. Og dog ligger der i en saadan Fremrykning noget
ejendommeligt tillokkende. Det er det ubekendte, der drager, og
Vanskelighederne, som pirrer. Vil det lykkes os ogsaa denne Gang
at overvinde dem? :
Vi naaede et forholdsvis lavt Bjergpas, hvor vi traf en ensom
Ulv. Klokken var ikke mere end fire, men det skumrede som paa
en Efteraarsaften, da den sædvanlige Storm kom larmende og bul-
drende, som Kuglerne paa en kæmpemæssig Keglebane eller som
Bombardementet paa en Fæstning. Vi maa søre: Holdt; thi det ér
altfor mørkt til at drage videre. Vi lejrer os paa den fugtige Skraa-
ning, og Spaderne kommer i Gang for at grave Afløbsrender rundt
om Teltene. Her blev vi en Dag, thi en af Kamelerne var bleven
tilbage og maatte hentes. Kun med Møje lod den sig bevæge til at
rejse sig. Den sank atter omkuld og maatte stikkes ihjel. Hele
Dagen skyllede det ned, og paa begge Sider af min Seng havde der
dannet sig en lille Sø, som maatte ledes bort. Jeg maalte nøje
passe paa, hvor jeg lagde Genstande, der ikke kunde taale Vand:
thi overalt dryppede og rislede det gennem Kibitkaens Filttag. Alt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
