Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. 5500 Meter over Havet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 SVEN HEDIN
et Leje af bløde Filttæpper mellem to Brændselssække paa en Ka-
mel. Hans Fødder blev ligeledes indhyllet i Filttæpper, og en
sammenrullet Pels lagt under hans Hoved.
Vi var brudt op fra Lejren, og alle Dyr stod med fuld Op-
pakning. I det Øjeblik vi vilde sætte os i Bevægelse, hørte Aldat
op med at trække Vejret. Hans smukke graa Øjne stod halvt aabne
og syntes i det fjerne at søge et Land, som vore Øjne ikke kunde
naa. Han, som fordum paa lette, hastige Fjed havde fulgt Yak-
oksernes Spor paa Bjergene, han var nu bukket under for Strabad-
serne, og hans sælsomme, glædestomme Liv var endt.
Tavse og alvorlige samlede Muhamedanerne sig om Dødslejet.
Tilsidst brød Turdu Bey Stilheden og spurgte, hvad der skulde
ske med Liget. Nogle holdt paa, at han straks skulde begraves,
men jeg fandt, at han i alt Fald først skulde blive kold, og gav
derfor Ordre til Afmarsch. Kamelen havde allerede baaret ham
saa mange Dage, og han var en let Byrde,
Vor Karavane havde nu forvandlet sig til et Ligtog gennem
Tibets øde Dale. Ingen talte; en højtidelig, sørgmodig Stemning
hvilede over os alle. Den Dag var der ingen, som saa efter Ku-
laner og Yakokser, men to sorte Ravne fulgte os i mægtige Kredse.
Ved Vestsiden af en Sø slog vi Lejr. Medens de andre forrettede
de sædvanlige Arbejder, gravede Mollah Schah og Nias Aldats sidste
Leje. Mollah havde et vildt og ejendommeligt Ydre og var meget
faamælt. Efter hans-Udseende at dømme kunde man meget vel
have. antaget ham for en veritabel Skurk, men hvis han tidligere
har været det, maa han have forandret sig paa vor Rejse; thi hans
Opførsel var altid ulastelig. Han syntes ikke at nære den ringeste
Afsky for Lig og skulde desværre endnu et Par Gange vise sin
Duelighed som Graverkarl. Men nu var han ligesom de andre for
træt til at vaske Liget efter muhamedansk Skik. Den døde beholdt
sine Klæder paa og blev lagt ned i Gvaven mellem begge sine Pelse.
Det var den tarveligste Begravelse, jeg nogensinde har overværet;
ingen Ceremonier, ingen andre Bønner end dem, som jeg i Stilhed
opsendte for den dødes Sjæl. Graven blev atter kastet til, og vor
Kammerat overladt til sin Hvile i denne fugtige, troløse Jordbund.
En langagtig Gravhøj blev opkastet over ham. Ved Hovedenden blev
nedrammet en Teltpæl med en af Aldats egne Jagttrofæer, Halen af
en vild Okse. Paa et lille Brædt ridsede jeg den dødes Navn og
Dødsdag med latinske og arabiske Bogstaver, for det Tilfælde, at
Skæbnen skulde bringe nogen herhen, før ethvert Spor af Graven
var udvisket. Om Morgenen var Karavanen tidligere færdig end
ellers. Alle vilde bort fra dette sørgelige Sted. Umiddelbart før
Opbruddet samlede Muhamedanerne sig ved Graven og mumlede
sagte en Bøn, hvorefter den stakkels Aldat blev overladt til den
frygtelige Ensomhed. Ørkenens vilde Dyr var nu de eneste Pil-
grimme, som vilde besøge hans Grav. Den sorte Yakokse-Hale flag-
,
[ - EA
væ
=— "
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
