Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. 5500 Meter over Havet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 SVEN HEDIN
Lyspunkt. Hvis det var et vældigt Baal, saa var det saa langt
borte, at vi slet ikke vilde være j Stand til at naa det den Nat.
Men var det et lille, saa kunde vi snart være der. Men vi vilde
og maatte naa derhen. Og vi flyttede alle ganske mekanisk Fød-
derne, mens Fantasien udmalede sig den dejlige Varme, den fede
Risbudding, som dampede i Gryden, og som vi forsultne Stakler
rigtig skulde nyde, — og saa til Dessert varm The og friskt Brød!
I hvert Fald vidste vi nu, at Togdasin havde udført sin Mission
som en Mand og fortjent den lovede Dusør.
I bælgmørk Nat gik vi altsaa lige løs paa Ildskæret, som snart
forsvandt, snart flammede op. Vore Førere gik foran og advarede
os mod Ujævnhederne paa vor Vej. Jeg saa intet, og maatte holde
mig fast ved Baaden, som laa paa er Kamel, idet jeg snart skiftede
om paa højre og venstre Side, eftersom Haanden blev stiv af Kulde.
I de sidste Par Dage havde ogsaa jeg maattet gaa, fordi de over-
levende Heste knap kunde slæbe sig selv.
Baalet var nu ikke mere synligt, og vore Forhaabninger svandt,
medens Trætheden atter gjorde sig gældende. En Gang gjorde vi
Holdt et Sted, hvor der voksede nogle Buske, et Par af dem blev
antændt, hvorefter vi ved deres Skær samlede en Mængde tørt Græs
og kastede det paa Ilden. Mægtige Flammer steg til Vejrs og ka-
stede et rødgult Skær henover den øde Steppe. Men forgæves
spejdede vi ud efter det ventede Ildsignal, og vi affyrede et Par
Revolverskud, men intet Svar lød tilbage. Vi opløftede et enstem-
migt Skrig og lyttede med tilbageholdt Aandedrag, men rundt om
var der mørkt og stille.
Da vi forlod vort eget Baal, følte vi Mørket endnu dybere end
før, og uvilkaarlig saa jeg op mod Stjernerne for at overbevise mig
om, at min Synsevne var usvækket. Time efter Time slæbte vi os
fremad mod Øst, og Dyrene fulgte villig med, som om de vejrede
Græs og Vand.
Nu flammer Ilden atter op! Vi passerer flere Buske og kan
ikke være langt fra Kilderne. Fra Tid til anden raaber Mændene
saa højt, som deres Lunger tillader, men Stemmerne dør hen i
Stilheden, og det troløse Ildskær bliver atter svagere og forsvinder.
I Karavanen døde Samtalen ud, og vort Haab sluktes med Ilden.
Marschetakten blev uhyggelig langsom, vi gik ikke mere, vi stavrede
fremad. Da mine Kræfter var udtømte, befalede jeg at standse.
Hastigt fik Tscherdon tændt et Baal, og ved dets Lys saa vi, hvor
ynkelig Karavanen var. Heldigvis var der Brændsel nok i Nær-
heden, mere end vi havde set i lange Tider, Vi ejede endnu en
Kande Vand, og vort sildige Middagsmaaltid bestod af en lille Kop
The og et Stykke ristet Kulan-Kød. Lidt efter laa vi alle i en bly-
tung Søvn under den kiare, kolde Himmel. Vi befandt os nu igen
i en Højde af kun 3471 Meter. Den næste Dag, den 15. Oktober,
sov vi alle grundig ud. Egnen var stille og øde, og intet Steds saa
vi noget til vore Folk, En Kilde fandt vi i Nærheden og besluttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
