Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Vand! Vand!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 SVEN HEDIN
lede til at følge dem, men maatte trolig fastholde den en Gang fast-
satte Kurs. Jeg indførte samvittighedsfuldt hvert Kamelspor paa
mit Kort, for muligvis at kunne drage vigtige Slutninger af Sporenes
Stilling. Det var, som om usynlige Aander havde fremtryllet disse
Spor. Lige til Synskredsens yderste Grænse laa Landet stille og
tomt, og dog var hele Karavaner af vilde Kamceler draget her forbi,
maaske blot for nogle Timer siden.
Det begyndte at se sort ud for os. I de sidste ii Dage havde
Kamelerne ikke faaet en Draabe at drikke. Man kunde ikke fordre
det umulige af dem, og vi maatte fremskynde vore Skridt for at
redde dem. Den 17. Februar marscherede vi hele Dagen. Som
sædvanlig gik jeg langt i Forvejen og hørte bagved mig Karavanens
Klokker i det fjerne. Det var som et Memento mori, der bestandig
fulgte mit Spor, og som jeg ikke kunde undfly.
Dødtræt lægger man sig ned for at sove og bygger alle sine
Forhaabninger paa næste Dag. Dog var jeg ikke nær nok udhvilet,
da Schagdur kom for at vække mig. " Allerede ved Daggry blæste
det meget stærkt fra Nord, og snart gik Blæsten over til en Ørken-
storm af første Klasse, som peb og hylede uden et Øjebliks Rast.
Den fejer langs henad Jorden, tager Støv, Sand og Smaasten med
sig og pisker os med sin isnende kolde Svøbe. Selv om man ogsaa
rører Benene, bliver Kroppen dog gennemblæst og stivfrossen af
Vinden, og Hænderne svulmer op og bliver følesløse. Socom onde
Aander hober Trængslerne sig op over vor Karavane. Nu er Ter-
rænet ogsaa blevet besværligt, og vi maa passere en Mængde Højder.
Vort Brændselsforraad var forlængst brugt op, og intet Steds kunde
man finde saa meget som en Pind. Alt i dette Land var Sten og
Sand. Den Bjergkæde, som jeg havde sat Kursen imod, og ved
hvis Fod jeg havde haabet at finde en Kilde, den syntes at vige
tilbage og flygte for os. Nu forsvandt den fuldstændig i den op-
hvirvlede Støvtaage. Da det blev Aften, syntes Bjergene fjernere end
nogensinde. Trods denne fwrcerede Marsch holdt Kamelerne sig
dog stive og strunke, og skønt der hverken vankede et Straa eller
en Draabe Vand, gik de dog med hævet Hoved, filosofisk Blik og
lange, sikre Skridt. De vilde Kamelers Spor var nu i Reglen rettet
mod Nordvest, sandsynligvis mod den hemmelighedsfulde Kilde,
som vi efter min Mening for nogle Dage siden var gaaet forbi.
Da det dæmrede, laa vi i et aabent Dalstrøg uden Beskyttelse
mod Vinden. Teltet blev opslaaet med dobbelte Filttæpper, men
Ovnen kunde ikke fungere af Mangel paa Brænde. Den ubetydelige
Varme, som udstraalede fra mig selv, mine Rejsekammerater og det
flimrende Lys, blev bortvejret af Vindstødene. Rundt om Teltets
nederste Kant opkaster vi en Vold af Sand, men tiltrods derfor er
det, som om vi befandt os i en Iskælder. Af drikkeligt har vi
” endnu kun nogle smaa Stykker Ferskvands-Is tilbage.
Medens Stormen hylede og rasede udenfor, fandt jeg dog tilsidst
Varme imellem mit Pelsværk, men koldt og ubehageligt var det om
TÅ
se NE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
