Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVIII. I Fangenskab hos Tibetanerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GENNEM ASIENS ÆVENTYRLANDE 247
pegede paa mig, tilføjede han: »Amgon Lama kunde ikke blive klog
paa, om han der er en Burjæt eller ikke.«
De andre svarede kun: »Lakso, Lakso,« hvilket Ord udtrykker
Ærefrygt og Underdanighed. Af denne Underholdning fremgik det,
at det hovedsagelig var Yakjægerne, som havde været ved den 38.
Lejr, der havde lavet os denne Redelighed.
Ogsaa der strejfede Rytterpatruljer rundt i Omegnen. Tibeta-
nerne samlede aabenbart deres Mandskab for at møde den fra Nord
indtrængende Fjende og standse hans Marsch. En Tibetaner sagde
ganske aabent, at man var bange for den store Karavane og vilde
forsvare det hellige Land. ;
Den 8. August vaagnede jeg, halvkvalt af den græsselige Røg,
som fyldte Teltet. Udenfor regnede det i Strømme, derfor foregik
Brødbagningen i Teltet. Paa det Fedt, hvormed mit Ansigt nylig
var indgnedet, havde der sat sig en tyk Skorpe af Sod. Der blev
bragt os langt større Mængder af Faarekød, Smør, Fedt, sød og sur
Mælk, end vi paa nogen Maade kunde faa Bugt med, selv med
Hundenes Hjælp.
Da Krydsforhøret atter begyndte, blev jeg vred og erklærede
rent ud, at hvis de ikke holdt op med deres paatrængende Spørgs-
maal, vilde jeg jage dem ud og ikke mere lade en Kat komme ind
i Teltet. - Da tav de, bukkede dybt og sagde deres beskedne »Lakso,
Lakso.« Lamaen erklærede, at de havde stor Respekt for mig, og
jeg følte mig næsten ligesom Karl XII i Tyrkiet. De forhindrede
mig i at gaa, hvorhen jeg vilde, men ønskede samtidig selv at blive
mig kvit saa hurtig som muligt. Vi var paa én Gang deres Gæster
og deres Fanger, deres Venner og deres Fjender. Aabenbart var
der fra Lhassa udgaaet Befaling til at behandle os med den største
Hensynsfuldhed og ikke krumme et Haar påa vore Hoveder. Kun
Lamaen var sørgmodig, efter at vi havde erfaret, at Kamba Bombo
selv vilde undersøge os. Lamaen havde nemlig set ham i Nakktschu
og vidste, at det var ham, som med den pinligste Omhu lod alle
Karavaner til Lhassa undersøge, og som var ansvarlig for, at ingen
Europæer smuttede igennem. Han huskede, at en mongolsk Lama
en Gang paa Grund af en Forseelse havde forspildt sin Ret til at
besøge Lhassa. Som Bod for sin Synd var han krøben den hele
Vej fra Urga til den hellige Stad paa sine Knæ. Ved hvert Skridt
havde Lamaen kastet sig fremad med Hænderne mod Jorden; han
havde brugt seks Aar til denne Tur og var dog ikke bleven indladt
i Lhassa. Vor Lama frygtede derfor, at ogsaa han vilde blive ramt
af en skrækkelig Skæbne. »Slipper jeg levende herfra,« sagde han,
»saa er min Løbebane dog til Ende, og jeg vil ikke gense Lhassa.«
Imidlertid blev vi led og ked af at ligge og drive her; vi bestilte
jo ikke andet end at sove, koge Mad, spise og se paa Tibetanernes
Gøren og Laden. Men samtidig var det saa rart, at vi kunde ud-
hvile os og ikke behøvede at ride i denne evindelige Regn, som
gjorde alt saa vaadt og koldt. Kun var det mig ubehageligt, at jeg
ne Å
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
