Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII. Vi maa atter vige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278 SVEN HEDIN
Om Aftenen fik jeg Besøg af Bomhbo og 30 Mand. "Han skæn:
kede mig to Faar og to Krukker Mælk. Vi viste ham alle vore Se-
værdigheder, og han var henrykt over Gaverne: En Revolver, en
Saks, en Kniv og et Stykke Tøj.
Dagen efter passerede vi en mægtig Klippeport paa Bredden af
Selling-tso. Jeg red netop forud, da to af mine Folk galopperede
hen til mig i strakt Karriére for at melde mig, at Kolpet var blevet
meget syg. Han havde skrantet de sidste Par Dage, men havde
dog haft en god Appetit. Nu fandt jeg ham, mere død end levende,
liggende paa et Filttæppe. Hans Øjne skinnede med et glasagtigt
Udtryk, hans indfaldne Kinder var gule og Læberne hvidgraa. Vi
gjorde straks Holdt, og et af Teltene blev indrettet til Sygehus.
Henover Steppen piskede Vinden, saa at vore lette Huse truede med
at flyve bort eller at blive slaaet sammen under Hagl og Regn.
Atter saa det sørgeligt ud hos os; Døden holdt sit Indtog i Kara-
vanen.
Den gamle Muhamed Tokta, som saa trolig passede Kamelerne,
var ligeledes Patient. Hans Legeme var opsvulmet, og i Fingrene har
han mistet Følelsen.
Natten forløb dog roligt, og om Morgenen talte jeg med Kolpet.
Han ansaa sig selv for alvorlig syg og beklagede sig nu over, at
en af hans Kammerater et Par Dage i Forvejen havde slaaet ham.
Staklen havde hele Tiden gaaet stille og for sig selv. Han havde
gjort Indtryk af at være en Særling, forladt af Gud og Mennesker.
Medens jeg søgte at trøste ham og indgive ham Mod og Haab, om-
taagedes hans Bevidsthed, og han stirrede tavs ud i Rummet. Jeg
vilde gerne være blevet, hvor vi vør, men her fandtes hverken Vand
eller Græs, og vi besluttede derfor at opsøge en bedre Lejrplads.
Kolpet blev lagt op paa sin Kamel og Muhamed Tokta sat op paa
Hesten, som han selv kunde styre, og derpaa brød Toget op til
Karavaneklokkens dumpe Lyd.
Vi havde ikke marscheret ret længe, før vi passerede et lille Pas,
hvorfra vi saa det herligste Landskab, vi hidtil havde set i Tibet.
En Sø med mørkeblaat, krystalklart Vand var indfattet af maleriske
Bjergkæder. Til alle Sider aabnede der sig storartede, fantastiske
Udsigter. Dybt ind i mørke Fjorde og Bugter, over hvilke regn-
tunge Skyer kastede deres Skygger, medens smaa, vilde Klippeøer
endnu laa badede i Solskin. Hist og her gik de lodrette Klippe-
skrænter lige ned til Søen Nakktsong-tso. Først efter at Kosakkerne
havde foretaget en Rekognoscering, kunde vi drage videre mod Øst
langs den nordlige Bred; Tibetanerne havde nemlig ikke villet give
os Oplysning om Vejen.
Vi marscherede langs med en uhyre Bugt; et Par Gange havde
Kolpet bedt om Vand og raabt, åt hans Kamel løb for hurtigt. Men
da han i nogen Tid havde forholdt sig stille, gjorde Ambulancen
Holdt for at skifte den Syges Stilling. Dette gjordes dog ikke mere
nødig; thi Kolpet var allerede død og kold, og hans Øjne havde
SRERGGERGS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
