Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
73
»Vi have det Budskab til ham,« svarede en af Mændene, »at vi ville forklare
ham Sandheden og ikke længer trække omkring efter hans Indfald, som hidtil er sket.«
»Det begynder jo ret fornøjeligt,« ytrede lb, »Svend vil faa en Ulykke paa
Halsen, naar han hører Jer braske paa den Vis. Forresten har vi fremmede Folk i
Stuen, og 1 gjorde bedst i at lade den Snak fare til siden.«
»Jeg tænker, vi gjøre bedst i at tale, mens Tid er, og derfor have vi forladt
vore Poster iaften.«
»Hellige Kors!« raabte Ane Marie og slog sine Hænder sammen, »1 ere
gaaede bort fra jere Poster, 1 ulykkelige Folk! saa frelse Eder Gud, naar Svend faar
det at vide.«
»An, ikke andet,« svarede Abel med et roligt Nik. »Svend er en fredløs
Mand, som har ondt for at hytte sig selv. Vi agte ikke at gjøre ham noget til Men,
det være langt fra, men en Mand, som giver sig af med Folk af vor Slags, maa holde
sit Ord blankt. Dengang vi kom til Svend, lovede han os Guld og grønne Skove i
sin Tjeneste, han lovede at skaffe os Føde og Klæder og nogle Skillinger til, og vi
sagde, at det var godt, men anderledes gik det siden. Vore Klæder — ja, dem have
vi selv taget fra Svensken, derfor vovede vi Livet og havde haarde Dage og Nætter,
som vare værre end Dagen. Vore Kammerater ligge skudte omkring paa Marken
eller nedgravede i den dybe Sne. Enhver Dag kan Andre komme til at gjøre os
samme Tjeneste.«
»Ja, der er nogen Sandsynlighed for det,« svarede lb, »især naar 1 fortælle
Svend, at I ere løbne bort fra eders Poster.«
Abel vedblev: »For alt dette giverSvend os intet, ikke engang det daglige
Brød, det kalde vi for slet, og derfor ville vi opsige ham vor Tjeneste, lad ham saa
hjælpe sig, den fredløse Fugl! med sine store Ord og Løfter, alt som han aarker bedst.«
Denne Slutning ledsagede Manden med et spørgende Blik paa sine Kamme-
rater, som tilkjendegave deres Bifald ved et Nik.
»Hør, lille Folk!« udbrød Ane Marie, idet hun traadte hen til Bordet, »I kan
fortælle Svend, hvad I ville, jeg tænker, han er Mand for at svare derpaa; men saa
længe han er borte, maa Ingen komme med Ukvemsord til niig, der er hans Kone.«
»Ja, man siger rigtignok, I er det,« svarede Abel med en spottende Latter.
En glødende Rødme farvede .Konens Ansigt ved denne Haan. »Man siger
ogsaa, at jeg er Herre i mit Hus, lad være jeg kun bærer Skjørt og Korsklæde,« til-
føjede hun. »Vil I krænke Svend, kan I gjøre det andetsteds, ellers sætter jeg Jer
ud af min Dør, og kan jeg ikke «
»Naa, bliv kun ved, An’ Mari’! I taler saa godt for Jer.«
»Ja!« svarede Ib i en overordentlig blid Tone. »An’ Mari’ mener, at hvis
hun ikke magter at sætte Jer udenfor Døren, saa falder det mig til, som er hendes
kjødelige Broder.«
Med disse Ord rejste han sig op i sin fulde Højde og støttede begge sine
Arme paa Bordet.
»Lad fare al Ufred,« sagde Abel godmodigt; »med Dig have vi intet at skaffe.
Carit Etlar: Gjøngehøvdingen. 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
