Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
8 7
som var omgiven af store Graasten, indenfor hvilke man hist og her saae Buske af
Lyngris og Marehalm eller en enkeltstaaende Tjørnebusk hæve Toppen over Sneen.
Skjøndt Havet var tillagt, saa langt Øjet kunde naa ud over Præstø Bugt, hørtes dog
af og til den hule og susende Larm af Bølgebruddet under Isen, men Ingen agtede
længere derpaa, og Gjøngerne gik iland paa Holmen.
»Se saa, i Guds Navn!« udbrød Ib og satte sig paa en af Stenene. »Nu have
vi igjen fast Land under vore Fødder, og al Fare er forbi. Ikke heller kan Svensken
naa os med Bøssen, som jeg var mest bange for. Lad os nu sprede os langs med
Stenene, for saa langt gaar Landet, og vær ikke bange for at gjøre lidt Støj; lad dem
kun høre vore Stemmer, kanske vi faa dem lokkede ud paa Isen efter os.«
»Tager jeg ikke fejl,« udbrød en af Gjøngerne, »saa holder hele Flokken
nedenfor Bakkerne ved Roneklint, og dengang vi kom herop, vrinskede en af deres
Heste.«
»Ja vist, det er dem! det er dem!« raabte Ib triumferende. »De have set os
og raadslaa vist om at komme herover, lad os lokke dem til det.«
Han tog en Pistol, spændte Hanen og trykkede af. Skuddet gjenlød flere
Gange ind imellem Bakkerne langs Kysten. Paa samme Tid saa man Svenskernes
mørke Klynge udstrække sig i en lang Linie og bevæge sig fremad hen over Isen.
Ib blev siddende paa Stenen i en foroverbøjet Stilling. Hans smaa Øjne anstrengte
sig for at gjennemtrænge Mørket.
»Hvis de komme, Ib!« udbrød Ane Marie ængsteligt, »hvad tænker Du saa
at gjøre ?«
»De komme ikke, lille Ane!« svarede han alvorligt og tillidsfuldt. »Gudfader
har draget en Skillevej imellem os og vore Fjender, den mægter Ingen af dem at
naa over.«
»Men der nærme de sig jo, de drage frem i en lang Række, jeg hører dem
tale sammen.«
»Jeg ogsaa,« svarede Ib, »men ret nu taler Isen med, hører Du, An’ Mari’?
læg dine Hænder sammen, Gud naade de arme Mennesker!«
Endnu medens Ib talede, lød et hult og pibende Suk hen over Havfladen.
Rytterne standsede, de syntes at betænke sig, nogle af dem vendte deres Heste ind
mod Land igjen, men det var for silde; man hørte et Skrald i Isen, et gjennemtræn-
gende og gjentaget Skrig. Hestene vrinskede, Isfladen bevæger sig og bøjes sammen,
Rytterne raabe om Hjælp, de kæmpe og forsvinde under Isen. Ude paa Holmen vare
Ib og Gjøngerne tavse, grebne Vidner til dette Optrin. —
Svend Gjønge var imidlertid bleven staaende og stirrede efter de Bortgaaende,
indtil det sidste Spor af dem var forsvundet i Natten. Derpaa stængede han Døren
og satte en Træskaade for Vinduet, saaledes at man udefra ikke kunde se Lysets Skin.
»Nu maa jeg bort, før Svensken besøger Huset,« udbrød han tilfreds, »alt er
roligt udenfor, de Andre ere frelste, Kaptajnen kan ikke forraade dem, siden Ib følger
med, og Ingen har set dem forlade Huset.«
»Ingen uden jeg,« svarede en Stemme ved Alkoven, og da Svend overrasket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
