Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
GJØNGEHØVDINGEN.
»Saa meget desto bedre,« svarede Nieler med et tilfreds Nik.
Soldaterne bleve fordelte i den Orden, Manheimer havde bestemt, og havde
næppe indtaget deres forskjellige Poster, før Kaptajnen gik hen til Hovedindgangen
og bankede tre lydelige Slag paa Døren med Knappen af Kaardehæftet. Der var
Ingen, som svarede, men det svage Lys, som hidtil havde skinnet ud igjennem de
smaa Blyruder, forsvandt pludseligt.
Manheimer bankede igjen, satte Munden til Nøglehullet og raabte:
»Luk op, i Svenskekongens Navn!«
Han vilde netop gjentage denne Opfordring og trak Vejret til et nyt Udraab,
da han hørte langsomme og slæbende Skridt, som syntes at nærme sig Døren.
»Hvem banker saa sildig om Aftenen paa Kirkedør?« spurgte en dyb og
mandig Stemme.
»Luk op!« brølte Manheimer, »saa skal I faa det at vide.«
»Jeg har ikke Nøgle til Hoveddøren hos mig,« svarede Manden. »Om I vil
gaa hen til Benhuset, saa skal jeg lukke Eder op der.«
Kaptajnen udstødte nogle brummende Ord, som tabte sig, idet han forlod
Døren. I samme Øjeblik lagde Manden inde i Kirken sin Haand paa Skulderen af den
gamle Præst, der bleg og skjælvende stod vecf hans Side, og hviskede:
»Gaa I nu kun eders Vej, ærværdige Herre! i vor Herre Guds Navn I Eders
Forretning er udført, fra nu af skal jeg se at sørge for Resten. Døren bag Alteret
have de ladet ubevogtet.«
Præsten nikkede og vaklede bort, støttende sig til Stolerækken. Da han kom
til Koret, vendte han sig om mod Manden, der fulgte efter ham med en Blændlygte
i Haanden. Han udbredte sine Arme og gjorde stiltiende Korsets Tegn over ham.
Derpaa vendte han sig om og forsvandt bag Alteret, hvorfra en Dør førte ud til
Præstehaven, som gik lige til Kirkemuren.
Ad denne Vej var det, at Tange havde listet sig ind i Kirken og beluret de
Tilstedeværendes Samtale.
Kaptajnen var imidlertid kommet til Indgangen ved Benhuset og sendte Sol-
daten, som stod der, bort for at bevogte Hoveddøren. Nøglen blev stukket i Laasen,
og Døren gik op. Tange havde beskrevet Graveren som en høj Mand i en brun
Kappe. Manheimer saae ogsaa en høj Mand for sig i en brun Kappe. Paa Hovedet
bar han en tyk Filthue, som indvendig var forsynet med et Jernkryds for at af-
bøde Slag.
»Hvad ønsker I, Herre?« udbrød denne Mand rolig og fattet, idet han lod
Skinnet af sin Lygte falde saaledes, at det belyste Kaptajnens Ansigt, medens derimod
hans eget forblev i Skygge. Manheimer vendte sig om og befalede Soldaten, der var
fulgt med ham, at bevogte Indgangen. Derpaa traadte han nærmere hen til Manden
og udbrød dæmpet:
»Er Du Graver her ved Kirken?«
»Graver og Kirkesanger, naadige Herre.«
Manheimer smilede vantro. En Bevægelse af Manden havde ladet ham høre
Klangen af Vaaben under hans Kappe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
