Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
GJØNGEHØVDINGEN.
dengang vidst, hvilke Skatte den gamle Halunk opbevarede, skulde der være bleven
ryddet bedre op.«
»Ak, ædle Herre! det lille Alterbæger er endda ingen stor Skat.«
»For Djævelen! jeg tænker heller ikke paa Bægeret alene. Med faa Ord,
jeg veed, at Præsten her i Kirken har forvaret en stor Sum Penge. Det er dem, Du
maa udlevere os, siden det vel er Dig, som skulde skaffe dem bort herfra.«
»Ah!« udbrod Svend, »her har altsaa været Forræderi med i Spillet.«
»Det giver jeg Dig Lov til at grunde paa siden. For Øjeblikket nytter det
ikke at nægte noget, jeg veed Besked om alt, og mine Kammerater have omringet
Kirken. Kommer Du med Udflugter, vil jeg være forbandet, om jeg ikke lader Dig
hænge op under Lysekronen. Forstaar Du mig?«
»Ja, meget nøje,« svarede Svend; »men jeg er endda heller ikke saa ube
skyttet, som I kanske mener; og siden I nævner eders Kammerater, saa har jeg ogsaa
mine nær herved.«
»Hvem mener Du?«
Svend smilede og pegede omkring paa de aabnede Ligkister, medens han
svarede:
»Jeg mener de Døde!«
»Vil Du gjøre Nar ad mig?« raabte Manheimer truende.
»Følg blot med og se paa dem,« vedblev Gjøngen. »Det er endda ikke saa
daarlige Svende, som 1 bilder Eder ind.«
Kaptajnen kastede et Blik hen over Kisterne, udstødte et Raab og foer et
Skridt tilbage. Bag ved hver Kiste saae han en høj og bredskuldret Skikkelse rejse
sig ivejret. Disse fire Mænd, som saa uformodet viste sig, syntes at betragte Kap-
tajnen med et udfordrende og haanligt Smil; de vare alle bevæbnede og samlede sig
om Graveren. Denne hviskede nogle Ord til dem, hvorpaa de Tre vendte sig og gik.
Den Fjerde tøvede nogle Øjeblikke og syntes kun nødig at ville følge sine Kamme-
rater. Svend vendte sig om til ham og udbrød kort og bydende:
»Som jeg sagde Dig, Ib, Du gaar!«
Manden mumlede nogle afbrudte Ord, han traadte først et Skridt nærmere til
Kaptajnen, knyttede begge Hænder mod ham og fordrejede sit Ansigt med en meget
betegnende Gebærde. Derpaa vendte han sig, klirrede med sin Sabel og fulgte efter
de Øvrige.
»Du lader dine Mænd gaa!« udbrød Manheimer forbavset.
»Jeg gjør saa,« svarede Svend rolig. »Det er ikke her, at deres Hjælp
gjøres mest nødig.«
»Som Du vil, Mand! viis mig blot, hvor Pengene ere forvarede, saa skal jeg
intet ondt gjøre Dig; men om Du saa var den skinbarlige Belzebub selv, maa Du rykke
ud med dem.«
»Og hvis jeg alligevel vægrer mig?« spurgte Svend.
»I saa Fald ere vi her to brave Adelsmænd, som ville prøve, hvorledes svensk
Staal bider paa Dig og dine.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
