Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
>30
GJØNGEHØVDINGEN.
sin Daggert ind mellem Rammen og Jernsiraterne; det lykkedes ham omsider at bryde
flere af disse ud. Derved fik han Armen ind paa den anden Side og trak Skodderne
tilbage, hvorefter Døren gik op og aabnede en Gjennemgang for Svenskerne.
Ved Lygtens Skin saae de, at Hvælvingen var forladt. En stærk Trækvind
strømmede de Indtrædende imøde fra et af Kjælderhullerne i Muren.
Manheimer gik derhen, han fandt Jernstængerne, som havde siddet foran Aab-
ningerne, bøjede tilside eller revne ud fra deres tidligere Plads i Muren. Han udstødte
et rasende Skrig, rev sig i Haaret og teede sig som en Afsindig. Efter denne sidste
Opdagelse var enhver videre Underretning overflødig om den Maade, hvorpaa Svend
og hans Medhjælpere havde forladt Hvælvingen.
Uden at sige et Ord til Soldaterne, tog Manheimer Lygten, krøb igjennem
Hullet og begyndte at undersøge Fodsporene udenfor Muren i den dybe Sne.
Disse viste sig i Begyndelsen meget kjendelige og bestemte, men ophørte kort
efter paa den banede Vej, og Kaptajnen vendte igjen tilbage til Hvælvingen.
To af Soldaterne havde imidlertid benyttet hans Fraværelse til at liste sig
bort igjennem Aabningen. Manheimer befalede de Øvrige at bringe de Dræbte ned
til Slottet, medens han selv forlod Kirken og ilede ud til Vagten, der var opstillet ved
Byens Port, for at høre, hvem der havde passeret forbi i Løbet af den sidste Time.
Skildvagten havde ikke set Nogen gaa ud, og Kaptajnen erkjendte omsider
det frugtesløse i at søge efter de Forsvundne i denne aabne By, hvor saa at sige
ethvert Stræde tillod uhindret Adgang til den frie Mark.
»Mord og Bøddel!« mumlede han for sig selv, medens han gik igjennem den
krumme Hovedgade. »Det er den elendige Kapellan, der er Skyld i vor hele Ulykke.
Han skal komme til at bøde derfor. Hvad om jeg sagde, at han havde lokket mig ned
til Kirken, og at Præsten der havde stillet os et Baghold. Saadan faar jeg Ram paa
dem Begge, og Præsten faar tillige at vide, at hans Svigersøn røbede os Hemmeligheden.«
Med disse Tanker beskjæftigede den værdige Kaptajn sig paa Vejen til sine
Kammerater i Gaasetaarnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
