Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
GJØNGEHØVDINGEN.
Nedenfor Herregaarden traf Manheimer en Afdeling af Sparres Ryttere, som
Obersten paa Tilbagevejen fra Kjøge havde udsendt i forskjellige Retninger. Kap-
tajnen gav Anføreren for disse den Underretning, han fandt fornøden, og lod dem
følge med sig; derved blev det ham muligt at omspænde Skoven i en større Om-
kreds, ligesom ogsaa Smeden førte dem saa snildt og ubemærket fremad, at de vilde
have været istand til at naa lige til Stedet, hvor Svend gjorde Holdt, hvis han ikke
havde anvendt den Forsigtighed at udstille de fire Vagtposter.
Som Gjøngerne berettede, havde Svenskerne delt sig i to Hold, efter at de
vare komne ind under Skoven. Manheimers Skare var den første, der fandt en Aabning
i Hegnet. Her skiltes Smeden fra dem, modtog en Belønning og red tilbage med den
laante Hest. Kaptajnen lod sine Ryttere forene sig saaledes, at de dannede en Linie,
der indtog hele Vejens Brede. Han selv red i Spidsen, Kulsoen ved hans Side.
Under hele det anstrengende Ridt havde hun holdt sig paa denne Plads, krum-
bøjet og vaklende som i Begyndelsen, men uden noget synligt Tegn til Træthed,
tværtimod opfordrede hun bestandig Manheimer til at ride hurtigere. Hendes graalige
Haar gled ned og flagrede i lange Ender frem fra Huen. Rytternes første Spot over
hendes forunderlige Skikkelse var vegen for en vis sky Frygt, efter at de havde hørt
de enkelte Ytringer, som Smeden undervejs lod falde om de hemmelige Kræfter, hun
raadede over. Selv Manheimer syntes at tage større Hensyn til hende, medens han
beundrede hendes Udholdenhed og erkjendte det kløgtige i alle de Raad, hun til-
hviskede ham.
Rytterskaren red nu i et hurtigt Trav igjennem Skoven, indtil den kom ind
paa Favnepladsen, hvor Gjøngerne imidlertid havde udført deres Forhugning.
»Mord og Bøddel!« Raabte Manheimer, »de Skjælmer have spærret os Vejen.«
»Gud i Lov derfor,« svarede Kulsoen, »det er det bedste Stykke Arbejde,
jeg har set inat.«
»Hvad snakker 1 der, Kvinde?«
»De have vel knap gjort sig den Umage at spærre for os, hvis ikke Svend
var i Betryk og i Nærheden med sin Slæde. Nu vide vi, hvad vi skulle holde os
til. Lad nogle af Karlene stige af og rydde Grenene tilside, strenge Herre! men selv
drage vi os en Kjende tilbage, om Nogen skulde ligge paa Lur her næst ved. Gjøn-
gerne have Ord for at træffe deres Mand. Den Ene skyder sin Kugle i den Andens
Mærke. Det skadede kanske heller ikke, om I sagde til eders Folk, at de holdt deres
Karabiner beredte for, saa snart de høre Skud, at kunne rette dem derhen, hvorfra
Glimtet lysner.«
Tre Dragoner stege af Hestene og banede sig en Vej igjennem Forhugningen.
1 det samme saas en Lysstribe bag de nærmeste Træstammer, og to Skud skraldede
igjennem Skoven. En Salve fra Rytternes Karabiner fulgte øjeblikkelig efter. Kul-
soen havde rykket sin Hest til Siden, saaledes at hun sad dækket af et Træ. Man-
heimer brugte derimod ikke denne Forsigtighed. Straks efter Rytternes Skud stejlede
hans Hest og styrtede dødeligt truffen omkuld i Sneen. Det lykkedes Kaptajnen at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
