Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
*97
gjøre sig fri for Stigbøjlerne og springe af. Idet han vendte sig, saae han en af
Dragonerne vakle i Sadlen og falde forover paa Hesten. Skuddet havde gjennem-
boret hans Bryst.
»Han har faaet sin Bekomst,« sagde Kulsoen, idet hun forlod sit Skjul og
greb den Faldnes Hest i Tømmen. »Tag eders Pistoler, Herre! og stig op, at vi
kunne komme videre.«
Manheimer adlød og kommanderede fremad.
Ude paa Favnepladsen havde det svage Stjernelys tilladt dem at skjelne For-
hugningen, hvis Grene viste sig mørke imod Sneen, men da Rytterne kom længere
ind paa Vejen, hvor Træerne stode tættere, svandt dette Lys igjen; alt var indhyllet
i et skummelt og uhyggeligt Mørke. Desuagtet opfordrede Kulsoen Manheimer til at
ride hurtigere.
»For tusind Djævle!« raabte Kaptajnen, »kan I da aldrig blive træt, Fruen-
timmer?«
»Nej, min strenge Herre!« svarede Konen med en spodsk Latter, »jeg kan
aldrig blive træt undervejs, men Svend kjører skrapt, om jeg kjender ham ret, det
er desuden ligesaa lyst for os som for ham.«
Medens hun talte, opstod en pludselig Forvirring blandt Rytterne, flere af
Hestene snublede, den hele Række standsede. 1 samme Øjeblik faldt to Skud.
»Hvad Djævlen er det?« raabte Manheimer, idet han saae Kulsoen styrte med
sin Hest og med en indre Glæde antog, at hun var bleven truffen.
»De have spændt et Tov over Vejen fra Træerne,« svarede Kulsoen og rejste
sig op fra den døde Hest. »I laane mig eders Sabel, saa hugger jeg det over, og vi
ride videre.«
Manheimer rakte hende Sablen og sagde: »Hvorledes tænker Du vel at komme
videre, imens din Hest er skudt?«
Kulsoen overskar Rebet og rakte Kaptajnen Sabelen tilbage.
»Ak jo!« svarede hun smilende, »vi finde vel paa Raad.« Hun greb fat i
Manheimers Sadelbom, satte sin Fod paa hans, og før han ret begreb hendes Hensigt
eller kunde hindre den, havde hun taget Plads bag ham paa Hesten. Kaptajnen vendte
sit Ansigt mod hende med en rasende Harme, men Kulsoen standsede det Udbrud,
hun forudsaa, ved at hviske:
»Lad os blot komme afsted. I kan endnu have min Hjælp behov. Ser I,
hist henne, lige forud, hvor Vejen bliver lysere, kan 1 øjne den Mand, som
vi søge.«
Manheimer saae virkelig Svend og hans Slæde i lang Afstand foran sig. Dette
Syn forsonede ham med den ubehagelige Rytterske, imidlertid sporede han sin Hest
til et pludseligt Spring, men Kulsoen, der anede noget lignende, slyngede sin ene Arm
omkring hans Liv, lo spottende og hviskede:
»Det er ret, Herre! lad det kun gaa saa stærkt, som Hesten aarker. I be-
høver ikke at frygte for mig, jeg holder mig nok fast. I min anden Haand har jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
