Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
247
hvilket Kvinden i denne Retning er begavet, næsten ligesaa længe havde bemærket
al den Hengivenhed og Beundring, han nærede for hende; hun behøvede blot at ville
for at kunne fortsætte. Denne Leg med Følelser og Lidenskaber, hvori hun ifølge
Lune afvekslende viste sig stolt og kold, fortrolig og kjærlig, havde endnu bevaret
hele Nyhedens Interesse for hende, da hun blev kaldet til Hoffet, blandt Herrer, der
besad en i deres Fordringer latterlig Ærgjerrighed, fordi de fattedes Evner til at ret-
færdiggjøre denne, og blandt Damer, hvis lykkelige Smil var et falsk Slør over deres
Indre, ligesom Sminken var et falsk Slør over deres Ydre, og blandt Intriger og
Kabaler, i hvilke hun var fremmed og uinteresseret. Hun drog derfor tilbage for
hellere uomtvistet at være den Første end at kæmpe for at blive det. Hun vidste
forud, at hun paa Jungshoved vilde finde Svend ventende, og at han, som ifølge sin
Stilling kun havde haft Lejlighed til at se de fornemme Damer fra Slottene med deres
funklende og udfordrende Øjne, smaa Fødder, deres bløde Hænder og raslende Silke-
klæder i en lang Afstand, vilde tro at favne Himlen, idet Julie hævede ham op til sig.
Hvis Verden havde kjendt hendes Tilbøjelighed, eller hvis Nogen blot havde
vovet at omtale den, eller hvis man havde foreslaaet hende Svend til Gemal, vilde
hun have rødmet over sig selv. Den stakkels Gjøngehøvding saae, efter sit Begreb,
Sagen fra en anden Synsmaade; i dette ene Punkt tænkte hun og hendes Elsker
forskjelligt.
Selv i de Øjeblikke, hvor Julie syntes mest indtagen af Svend, havde hendes
Fortrolighed indskrænket sig til et Blik, et Ord, et Haandtryk. Hun elskede, som Ib
hin Aften sagde, med sit Hoved, han med sit Hjerte. Med faa Ord: hun agtede at
hengive sig til sin Elsker uden at ville overgive sig til ham.
Da hun vendte tilbage fra Hovedstaden og atter sluttede sig til ham, den
Undselige og Tilbageholdne, der bedre forstod at værge sig mod en Kaardespids end
mod et Blik fra to sorte Øjne, og som aldrig havde vidst at finde Lejlighed, end Sige
Ord, til den Erklæring, hun forlængst havde læst i alle hans Miner, — sagde hun til
sig selv: jeg vil forkorte Ensomheden, som omgiver mig, jeg vil give min Tilværelse
Farve med hans Beundring og Kjærlighed.
Og Svend, der var saa modig og uforsagt, som vilde have begyndt en Kamp
mod hele Verden for Julies Skyld, dalede ligeoverfor hende ned til en Ubetydelighed,
blev forlegen og undselig, lykkelig over en Haandbevægelse og skjælvende for et Blik.
Han befandt sig i et fremmed Element i dette Værelse, i denne Vellugt, behersket af
dette Koketteri, der synes at kæmpe for at besejres, der viste ham Maalet og igjen
drog det bort fra hans Øjne, naar han troede at have naaet det.
De tusinde nuancerede Skatteringer, som Kvindens Kjærlighed indeholder,
havde han aldrig kjendt, han troede uden Beviser, alene fordi han var lykkelig med
en saadan Tro.
Selv i hans eget Indre havde disse blidere Følelser aldrig haft noget jævnt
Løb. Kjærligheden var hos ham indtil nu ikke det klare og rene Væld, der kjær-
tegner Blomsten paa dets Bredder, men en brusende Strøm, Flod eller Ebbe, en Ild,
der brændte uden tillige at varme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
