Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
GJØNGEHØVDINGEN.
Da Svend vendte tilbage til Jægerhuset, var han tavs og rolig. Stormen
havde i denne Mellemtid udraset. Under det Havblik, som fulgte efter, paatvang han
sit Ansigt det kolde og udtryksløse Præg, der saa vel egner sig til at skjule vore
Tanker og Planer.
Desuden haabede han endnu. Kjærligheden ender nemlig ikke, fordi den ind-
gyder Fortvivlelse; tværtimod næres den undertiden endog af Smerten. Vi styrte
først Guden fra sit Alter, naar vi se, at den ikke har været vor Tilbøjelighed og
Agtelse værdig; undertiden vedbliver den ogsaa at beherske os, selv efter at Agtelsen
er forsvunden.
I tre Dage ventede Svend forgæves at se Julie eller at modtage noget Bevis
paa, at han endnu var erindret af hende. Den fjerde Dag forlod han sit Hus og
begav sig til Jungshoved. Han kunde ikke længer udholde den pinlige Tvivl, han
ønskede Vished, Død eller Frelse.
Jørgen Reedtz havde stedse behandlet Svend med Agtelse og Velvillie. I
hans Hus glemte man Skyttens underordnede Stand, det var mere Vennen, hvis Sel-
skab man søgte paa Rideture og Udflugter, end et Tyende, man nedladende tillod at
tage Del deri.
Denne Dag syntes Lehnsmanden at modtage ham med endnu større Opmærk-
somhed end nogensinde tilforn. Rygtet havde forlængst udbredt hans Bedrifter i Om-
egnen, og hvad der i Lehnsmandens Øjne endnu gav disse en forøget Betydning, var
den særdeles Naade, Svend havde fundet hos Kongen. Bekræftelsen herpaa blev,
som sagt, bragt til Jungshoved af Kaptajn Lykke, som straks efter Oberst Sparres
Bortrejse kom i Besøg paa Slottet tilligemed Ridder Kørbitz og ligesom tidligere
mødtes disse to Adelsmænd ogsaa denne Gang som hinandens Rivaler i et og samme
Anliggende: en Dames Gunst.
Julie Parsberg kom ikke tilsyne, hvilket hun ellers altid plejede, naar Svend
var tilstede paa Slottet, og dog var hun vidende om hans Nærværelse; da han gik
ind over Vindebroen havde han kastet Blikket op til Vinduerne og set hende træde
tilbage fra Ruderne. Svend tog Afsked og gik. Hans sidste Haab var svundet.
Dødens Haand havde lagt sig over hans Kjærlighed. Paa Tilbagevejen skjulte han sig
i et Buskads, som laa paa den venstre Side, nedenfor Slotsbakken. Vejret var ual-
mindeligt mildt. Solen skinnede, Bogfinken og Droslen fløjtede inde i Skoven. Gjønge-
høvdingen vidste, at en saadan Eftermiddag plejede at lokke Julie ud. Han ventede
paa hende.
Lehnsmanden og Kai Lykke rede bort fra Slottet. Jægerdrengen førte tre
Hunde sammenkoblede i en Rem foran dem. De droge paa Jagt i Ræveholms Moser.
Tiden gik, Solen forsvandt efterhaanden bag Skoven. Svend lagde ikke Mærke dertil.
Hans Blik var ufravendt hæftet paa et Vindue i Slottet, og medens hans Tanker
beskjæftigede sig med hende, der boede indenfor, svævede Billede paa Billede forbi
hans Erindring, saa flygtigt og vekslende som de hvidgraa Skyer forbi den dalende Sol.
Pludselig forjog Virkeligheden alle disse Drømme. Julie aabnede et Vindue
og stirrede ud deraf. Det var næppe Tanken paa ham, der fremkaldte dette trium-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
