Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
257
»Det skrev Du vel ogsaa op paa Bjælken i din Stue,« ytrede Julie.
»Nej! det skrev jeg op i mit Hjerte.«
»Men hvorfor fortæller Du mig alt dette? Lider Ane Nød, og hvormed har
hun min Hjælp nødig?«
»Ja vist lider hun Nød,« svarede Ib med et Suk, »men for den kan Mennesker
ikke hjælpe, hun vil bære derpaa, til de kaste Jorden over hende. Dengang Ane
drog sin Vej, græd I saa bitterlig og sagde: Ak, lille Ane! om der nogensinde
kommer en Tid, da jeg mægter at gjøre Dig eller din Slægt noget til Gjengjæld, kan
Du være forsikret om at finde en taknemmelig Skyldner i mig. — I sagde, for Dig
eller din Slægt, nu er Tiden kommen til at holde eders Løfte, ikke for Ane, men for
hendes Mand, for Svend Gjønge. Det var om ham, jeg vilde tale med Eder.«
Julie foer op af Stolen. »Hvad siger Du!« udbrød hun heftig. »Du kommer
altsaa som Bud fra ham?«
»Aa nej,« svarede Ib, idet han med et sørgmodigt Smil rystede paa Hovedet.
»Svend skulde før bede Gud Fader om Forlov at blive stum end skikke mig herop
med Bud til Eder. I kjender ham ikke, som I burde, det fornemmer jeg nok, ikke
som hans Venner kjende ham, der kalde ham en Mand, eller som hans Fjender, der
kalde ham en Helt, eller Kongen, der kaldte ham sin kjæreste Søn. Bliv ikke vred,
men Svend har ogsaa gjort Eder noget tilgode, og ligesom mod min stakkels Søster
har I mod Svend — jeg mener kun,« stammede han forlegen og uden at turde møde
disse store, mørke og forskende Øjne, der ufravendt dvælede paa ham, »jeg mener,
at I ogsaa mod ham har nogen Uret at gjøre god igjen, — en lille Uret,« lagde han
hurtig til, ligesom for at mildne sine Ord.
»Min gode Vagtmester!« sagde Julie, »hvis I ønsker, at jeg skal forstaa Eder,
maa I tale tydeligere og fatte Eder lidt kortere.«
Ib saae op. Denne haarde og bydende Stemme saarede ham. Hans Und-
seelse forsvandt, hans bøjede Skikkelse antog en dristigere Holdning. Julie iagttog
dette forandrede Udtryk og traadte ham et Skridt nærmere.
»Hvad vil 1 mig?« spurgte hun, »og hvorfor er 1 kommen?«
»Jeg vilde lægge et godt Ord ind for Svend; han sidder hjemme og sørger.«
»Hvad angaar det mig?«
»I sige ikke saa, om I bare vilde, blev han nok glad igjen.«
I denne Ytring, hvor ydmygt den end fremkom, saa Julie en Fornærmelse.
»Jeg har intet med Svend Poulsen at gjøre,« svarede hun fornemt og afvisende.
Ib betragtede hende alvorligt, idet han svarede:
»Hvis Svend havde sagt de samme Ord den Aften, han for eders Frænders
og eders Æres Skyld gik hen og giftede sig med Ane Marie?«
»Hvad forlanger 1 da af mig, Vagtmester? Endnu har jeg ikke forstaaet Eder.«
»Jeg tænkte, at det kunde blive godt igjen med Eder og Svend, giv ham
blot et venligt Ord, lad det blive som det har været før, saa synge alle Fugle for
ham, og Solen vil skinne i hans Hjerte, istedetfor at han nu sidder og sygner hen
og kerer sig om intet.«
C&rit Etlar: Gjøngehøvdingen. 33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
