Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
267
Under Tavsheden, som imidlertid opstod, betragtede Karen ham nysgjerrig
og frygtsom og anstillede Sammenligninger mellem Originalen og det Billede, som
hun selv allerede forlængst havde dannet sig af Gjøngehøvdingen under de hyppige
Samtaler, som hans Bedrifter gave Anledning til i hendes Hjem.
»Men betro mig dog den Plan, 1 nu saa længe har grundet over,* udbrød
hun, da de kom ind i Skoven, hvortil Svenskerne samme Formiddag havde fulgt dem.
»I lovede at føre os fri og frelste tilbage til Høfdingsgaard, og man fortæller om Eder,
Gjøngehøvding! at I er en Mand, der holder eders Løfter. Jeg begriber kun ikke
Maaden. <
»Aa, hvadl« svarede Svend. »Sagen er ikke saa farlig; der gives endog
tre Maader, hvorpaa det vil kunne ske. Den første og letteste er, hvis Svenskerne
allerede skulde være dragne bort, naar vi komme ned til Gaarden.«
»Desværre, jeg tvivler derom.«
»Ja, saa bruge vi den anden Maade og tale dem til i Mindelighed; siden vi
have faaet Freden tilbage i Landet, maa man fare noget med Lempe.«
»I Mindelighed!« gjentog Fruen spottende, »og tror I, det vil kunne hjælpe?«
»Nej, Frue!« svarede Svend, »det tror jeg ikke; men saa have vi isinde at
bruge Magt. Det var den tredje Maade, jeg mente. Før vi fange an paa noget, skal
jeg bringe Eder i Sikkerhed ned til Mehrn.«
Medens Svend talede, bøjede Ib sig forover paa sin Hest og lyttede.
»Der kommer pn Rytter ridende bag efter os,* udbrød han. Svend vendte
sig om og saae straks efter i nogen Frastand en Rytter vise sig paa en Tværvej.
»Altsaa vide vi da, at de endnu ikke ere redne bort,« udbrød han rolig.
»Hvad agter I nu at gjøre?« spurgte Fruen, hvis Venlighed syntes at komme
med Faren.
Svend smilede. »Jeg agter at bruge det andet Middel, jeg nylig nævnede,«
svarede han.
»Jeg erindrer det ikke.«
»Vi bede dem om at drage deres Vej,« svarede han smilende.
»Det tredje Middel vil dog vist slaa bedst an,« bemærkede Ib.
Dragonen var nu kommen saa nær, at man kunde bemærke en Bylt Klæd-
ningsstykker, som han havde fastspændt med en Læderrem foran sig. Over begge
Pistolhylstrene hang to store, drevne Messingfade af den Sort, som man endnu i vore
Dage af og til ser opstillede til Pynt i Storstuen i gamle Bøndergaarde. Bag paa
Sadelen var sammensnøret et levende Faar, som flere Gange ved en ynkelig Brægen
tilkjendegav, hvor ubekvemt det fandt sit Leje. Dragonen selv var en høj, svænit^
lemmet Skikkelse, hvis kulsorte Haar og Mundskæg, brede Næse og fremstaaende
Kindben røbede hans slaviske Herkomst. Hatten sad tilbage fra Panden paa Bag-
hovedet, hans blodrøde Ansigtsfarve og usikre Holdning syntes at vidne imod en fuld-
kommen ædru Tilstand. Men var dette end Tilfældet, saa bevirkede den hos ham
kun en særdeles tilfreds og lykkelig Stemning, der udtrykte sig i et vedvarende Smil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
