Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
293
Men ovre paa den modsatte Side af Graven skinnede Maanen paa samme Tid
hen over en krumbøjet og mager Skikkelse, som sad paa en Sten, hvorfra hun havde
været Vidne til det sidste Optrin. Hendes rynkede Ansigt viste et modbydeligt Ud-
tryk af Spot og skadefro Glæde. Da Manheimer havde udstødt sit sidste Klageraab,
rejste hun sig op og mumlede for sig selv:
»Jeg vidste jo nok, at det maatte komme, som jeg sagde; han skulde hverken
dø paa Jorden eller i Vandet. Dengang lo han ad min Spaadom. Inat har han
maattet græde Blod over den.«
Efter disse Ord forsvandt Kulsoen i Skoven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
