Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
309
»Ja, det er en god Snak,« raabte Kulsoen med en spottende Latter. »Vi
raade selv for Lykken, og et Menneskes første Pligt, tænker jeg, er at sørge for at
opholde Livet; det har jeg maattet gjøre for Dig, mens Du drog omkring og spillede
Krigsmand, jeg stakkels, foragtede Kvinde, som slæber min Alderdom hen til Graven,
jeg som ikke blot tænkte paa mig selv, men aldrig har glemt, at Du er min kjære
Mand.«
»Jeg har heller aldrig glemt det,« svarede Tam sørgmodigt, »ligesaa lidt som
den Maade, hvorpaa de tvang os til at leve sammen. — Lehnsmanden paa Jungs-
hoved stillede hver Mikkelsdag Godsets ugifte Karle og Piger i to Rækker og gik
omkring og udpegede, hvem af dem, der skulde have hinanden. De, som adløde, fik
et lille Hus paa Godset, et Faar og en Kvie, de, som satte sig imod hans Villie,
joges bort eller solgtes til Naboerne. Saadan fik vi To hinanden, og hvad der siden
er sket, maa Du svare til; det veed Gud Fader, at jeg aldrig har lagt en Sten ivejen
for Nogen, før jeg lærte Dig at kjende.«
»Hvad er da sket siden?« spurgte Konen heftig, idet hun traadte hen til ham
og støttede begge sine Hænder paa Bordet, »og hvad har jeg raadet Dig til, forsagt
og vægelsindet som Du er, andet end at nytte Tiden og gjøre Dig fri for den Nød,
Du har været bunden til? — Det gjælder om at gribe sin Lykke.«
»Nej!« svarede Tam, »sig, at det gjælder om at stjæle, røve og plyndre, saa
nævne vi Tingen ved dens Navn.«
»Godt! lad det hedde saaledes, hvad er det, vi agte at tage? En Kjærne
fra en Korndynge, til at stille vor Hunger paa, og fra hvem? Fra de fornemme
Herrer, fra disse Adelsmænd, der sætte deres Fod paa vor Nakke, der i Fredens Tid
vilde række op til Himlen, men krøb sammen, da Faren kom, og vovede ikke at værge
for den Jord, de fødtes paa. Hvorfor tøvede de ikke og toge vare paa deres Gods,
i Stedet for at flygte ind til Hovedstaden efter at have skjult deres Kostbarheder i
Brønde og Kjældere?«
Kulsoen tav, som om hun ventede paa Svar, men Tam havde atter lagt sig
tilbage paa Bænken. Da han indsaa, at hans Grunde ikke kunde overbevise hende,
hensank han i en stum Grublen, medens hans Ansigt antog det sædvanlige Sløvheds-
udtryk, saaledes at Konens forskende Blik ikke kunde opdage, om hendes Ord havde
virket paa ham eller ikke. Hun vedblev lidt efter:
»Ak, Tam! hvis Du havde mit Sindelag, skulde det snart blive anderledes
med os. Du behøver blot en Dags Klogskab for at bøde paa et helt Livs Ufornuft.
Folk tale saa meget om, hvad der er rigtigt, men de handle gjerne kun efter, hvad
der er nyttigt. Lad os bære os ad paa samme Maade, lad os følge de Stores Eks-
empel og leve af de Smaa. Se til Tyge Høeg, han forvalter Andres Ejendom saaledes,
at han vinder Gods og Guld derved. Tænk ogsaa paa hans Naade, Hr. Hannibal
Sehested; det er min Mand, han holder idag med Dansken, igaar med Svensken. Han
forstaar at slaa sig igjennem Verden, skjøndt hans Sabel aldrig har gjort anden For-
træd end støde Folk paa Benene i de høje Sale, han spadserede igjennem. Derimod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
