Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
323
»Virkelig,« udbrød Svend, »for saa ringe en Aarsags Skyld vilde I gjøre eders
smaa Fødder vaade i det fugtige Græs?«
»Jeg maatte tale med Eder før min Moder,« vedblev Karen hurtig, »jeg, som
kjender Eder bedre end hun, og som endnu har en Bøn at føje til den, hun vil gjøre.«
Svend førte sin Hest et Skridt nærmere mod Diget. Karen vedblev:
»I veed, Svend Gjønge! at min Moder har lidt meget, siden sidst vi saas.
De grusomme Fjender have forjaget os og røvet alt, hvad de fandt. Ulykken gjør os
ikke mildere, Svend! den forhærder, og den har haft en sørgelig Indflydelse paa Moder,
bær derfor over med hende idag, tilgiv, om hun ikke lader Eder vederfares tilstrækkelig
Retfærdighed og glemmer noget af de Hensyn, vi begge skylde.«
Svend smilede.
»Nej, afbryd mig ikke; hun vil maaske befale, hvor hun næppe har Ret til
at bede, tænk da paa mine Bønner, vær skaansom og tilgiv. For en Mand af eders
Tænkemaade troede jeg, at denne Skaansel maatte være saa meget lettere, da I veed,
at hele vor Frelse alene beror paa Eder.«
»Ak, Jomfru Karen!« svarede Svend, »I tænke ikke derpaa. Idag som sidst
vil jeg erindre, hvem Fruen er, fordi jeg aldrig har glemt, hvem jeg selv er. — Ja
vist! det er vel hændet før, at de have fordret hos mig, som næppe havde Ret til
at bede, men jeg er nu eengang vænnet dertil og regner det ikke saa nøje.«
»Jeg vidste det nok,« ytrede Karen med et straalende og taknemligt Blik.
»Jeg kunde jo umulig tage fejl. Gud har ikke blot givet Eder en Helts Egenskaber,
men tillige en Mands Ædelmodighed.«
»En Mands Ædelmodighed?« gjentog Gjøngehøvdingen med et ironisk Smil.
»Nu ja, I har i det mindste lovet ikke at ville berøve mig Troen herpaa.«
»Og var da et saadant Løfte nødvendigt?« sagde Svend. »Kjendte I Eder
ikke selv bedre ? I behøvede jo blot at være tilstede ved denne Samtale, som jeg
nu skal føre med eders Moder, saa vilde eders Blik og eders Smil lære mig, hvad
jeg havde at gjøre.«
1 samme Øjeblik kom en Bonde gaaende ned igjennem Alleen. Ib støjede
med sin Hest. Karen traadte tilbage, men forinden rakte hun Svend sin Haand saa
langt frem over Gjærdet, at det lykkedes hans Læber at berøre den yderste Spids af
hendes hvide Fingre. Da Bonden kom til Stedet, rede Gjøngerne op mod Gaarden.
Fru Elsebeth modtog Svend med en høflig Hilsen, idet han traadte ind i Stuen.
Imidlertid viste hendes Ansigt Spor af den samme nedladende og fornemme Mine,
hvorom Svend bevarede en tidligere Erindring. Holger Rud var tilstede. Han frem-
stillede sig i en sort Fløjels Vams med brede og udtungede Manchetter, en Pynt, der
gjorde hans hvide Hænder endnu mindre. Benklæderne vare afstribede med sorte
Silkebaand, hans mørke Haar faldt i Lokker ned over den udslaaede Halskrave. Til
denne lille og spinkle Herre, som støttede sig paa en tynd og blaaanløben Stadskaarde
og forblev stiv og ubevægelig bag sin Tantes Stol, dannede Gjøngehøvdingens høje
og mandige Skikkelse en paafaldende Modsætning.
Lidt efter Svends Ankomst traadte Karen ind. Imidlertid sagde Fru Elsebeth:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
