Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362
DRONNINGENS VAGTMESTER.
denne Aften, han sang en Vise med en skrækkelig falsk Stemme og smilede til Ravnen,
naar den flagrede med Vingerne og nappede efter de blanke Pistolløb.
»Ja, Plus!« udbrød han, daVisen var endt, »det er intet Under, at vi komme
saa godt ud af det sammen, for vi holde begge To af de blanke Vaaben, men jeg
forstaar mig bedre paa at haandtere dem end Du. Imorgen er det Søndag, og derfor
tænker jeg, at Du vil blive glad, hvis jeg syede Dig et kjønt Halsbaand af det Stykke
røde Tøj, som lille Inger sidst forærede Dig. Ja vist! Du skal have Dig et Halsbaand,
saa sætter Du Dig til Ro henne paa din Plads bag Skorstenen. Siden kommer Svend,
og vi faa da andet at tænke paa.«
Ib hentede Tøjet og begyndte at sy et Slags Bælte deraf. Ravnen vedblev
at lege paa Bordet, omsider fløj den op paa hans Skulder, lagde sit Hoved til hans
og vedblev fra denne Plads rolig og ubevægelig at holde sine store, graa Øjne hæftede
paa hans Arbejde.
Pludseligt rejste Fuglen sit Hoved og vendte det om mod Vinduet. Paa
samme Tid lod Ib Sytøjet falde og lyttede.
»Der kommer en gaaende udenfor,« mumlede han, »det rasler i Løvet; nu
staar den stille ved Vinduet. Ja, deri ligne vi nu ogsaa hinanden, lille Plus! vi have
begge To gode Øren.«
Ib tog en Pistol ned fra Hanebjælken og gik hen til Døren. Plus blev siddende
paa hans Skulder. Straks efter hørtes tydelige Fodtrin udenfor. Det bankede paa
Døren, Ib lukkede op. Den kommende var indhyllet i en tyk Vadmelskofte. Idet
denne blev slaaet tilside, og Lampens Skin faldt hen over Ansigtet, gjenkjendte man
Kulsoen.
»Er det Jer, Boel!« udbrød han; »hvad vil I her?«
»Ja, det maa Du nok spørge om,« svarede hun langsomt og stønnende, »og
mere forundret vil Du blive, naar jeg fortæller mit Ærinde.«
»I kommer vel for at sige Tak for sidst,« ytrede den spydige Vagtmester.
»Jeg synes ikke, Du har nogen Grund til at spotte,« svarede hun med en
Stemme, hvis skarpe og bitre Betoning hun forgæves søgte at skjule.
»Hvad vil I da?«
»Aa, lille Ib! Du har gjort en stor Ulykke, sidst vi mødtes oppe paa Søholm.
Baandene snærede i mine Ben, saa at jeg endnu næppe kan slæbe dem efter mig.
Jeg har ligget til Sengs i otte Dage efter, dog det faar at gaa. Enhver hytter sig
selv i denne Verden; men siden jeg ikke kan vandre omkring som før, kan jeg ikke
længer bjerge Føden til mig og Tam, det gamle Skind! han duer heller ikke mere
og har ligget af Gigt og Lændeværk det hele Efteraar. Vi lide Nød, Ib! i tre Dage
have vi ikke haft en Krumme Brød i Huset, det er din Skyld, kanske er det ogsaa
kun min egen, siden jeg var saa taabelig at blande mig i eders Sager, derfor tænkte
jeg, da jeg kom forbi din Dør iaften, at Du vel var Mand for at give os en lille
Haandsrækning, saa godt Du kan.«
Ib lod til at være bevæget over denne Skildring, som Kulsoen ledsagede med
dybe Suk og en gjentagen Stønnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
