Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
379
Broen stod som en Stenstøtte, stiv og ubevægelig. Skovene paa den anden Side
syntes at udgjøre en sammenhængende Masse, indhyllede i Taage og Mørke.
Uden Tvivl var Karens Tanker i disse Øjeblikke beskjæftigede i en aldeles
forskjellig Retning fra Moderens, medens hun sad der, rolig, drømmende og hengiven
i sin Skjæbne. Hvor mange Drømme ligge ikke forborgne hos den unge Kvinde,
der stirrer ud i Verden, uskyldig og uerfaren som en Fugl fra den moderlige Rede.
Disse Drømme, en Kvindes Hvile, et Hjertes Fristed, ere ikke det samme for Manden,
de ledsages hos ham af saa megen ængstelig Higen, det forbigangne og det til-
kommende trænger sig ind i Øjeblikket, fordi han mere tilhører Verden end hun, mere
Jorden end Himlen, de forbinde sig hos ham ligesaa ofte med Smerte som med
Lykke. Han er istand til at føle ligesaa dybt, kun ikke ligesaa rent, med samme
Varme, men ikke med samme Resignation som Kvinden.
Den vigtige Time nærmede sig. I Gaarden forblev alt roligt og tavst, flere
Gange saae Karen en dunkel Skikkelse komme op fra Kjælderen, bærende i Haanden
en Gjenstand, som kunde ligne en Vinkande, med hvilken han forsvandt i Skyggen,
som Ringmuren dannede nede ved Vindebroen. Det var den utrættelige Palle, der
under alle sine Forberedelser tænkte paa at vederkvæge Skildvagten. Uhret i Taamet
slog tolv, dets dybe Klang hørtes overalt i Slottet og gjenlød ovre fra den modsatte
Side. Maanen var i Begreb med at forsvinde bag Skoven, dens Bortgang var det
Øjeblik, som Ib havde bestemt til Flugten. Karen sad endnu ved Vinduet, hun saae
Palle krybe over Muren og komme tilsyne igjen nede ved Baaden, som hævede sig
og sank med Vandspejlet under den lette Vind, der bevægede Søens Overflade.
»Tiden er kommen!« hviskede Fru Elsebeth med blege og skjælvende Læber.
»Lad os gaa! Vil I, Rud! hjælpe mig med at bære disse Pakker?«
Junkeren tog en Pakke under Hver Arm, og de tre Flygtninge listede sig ud
af Værelset med sagte Skridt, med tilbageholdt Aande og frygtende for Bevægelsen
af deres egne Klæder.
Fra Gangen hørte de Støjen af de svenske Officerer inde i Esners Værelser,
straks efter lød den mere dæmpet for Flygtningene, idet de gik ned ad Vindeltrappen,
som førte til Kjælderen.
Her tændte Rud en Fyrretræsfakkel og gik foran ind i en dyb og hvælvet
Gang, der fortsattes under Slottet og endte ved en Udfaldsport udenfor’Ringmuren.
Ingen af dem havde hidtil talt et Ord. Fru Elsebeth saae efter Junkerens
Pakker og Juvelskrinet, som hun selv bar. Karen saae efter det brogede Skær, som
Faklen kastede over de grønlige og fugtige Mure. Hun kjendte intet til alle Moderens
pinlige Bekymringer og skred fremad med et let og tillidsfuldt Sind. Hun forlod
Faren, det var Slottet, og gik til Frelse, det var Svend.
Palle havde nemlig ikke omtalt, at Ib denne Gang havde paataget sig at
lede alt.
Endelig kom de til Udfaldsporten, en gammel Egedør, hvis massive Tømmer
næsten skjultes af dens iykke Jernbeslag. Junkeren aabnede den, i det samme blæste
Trækvinden hans Fakkel ud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
