Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
380
DRONNINGENS VAGTMESTER.
Da de traadte op fra Kjælderen, rejste sig en høj Skikkelse, som hidtil havde
siddet skjult i Mørket. Det var lb. Han hævede sin Finger ivejret for at paaminde
dem om at være stille, derpaa tog han Pakkerne fra Junkeren og bar dem ned i
Baaden. Rud og Karen fulgte efter, Fru Elsebeth derimod standsede pludseligt og
hviskede:
»O min Gud og Frelser! jeg har glemt Tegnebogen med alle mine Papirer,
den ligger paa Kaminen. Vent et Øjeblik, jeg kan umuligt lade den blive tilbage.«
Rud tilbød sig at hente den, men Fruen var allerede forsvunden indenfor
Udfaldsporten.
Ib udstødte en dæmpet Ed. Det var kun Svend, der forstod at bringe ham
til Taalmodighed. »Lad os gaa tilbage til Hvælvingen saa længe,« hviskede han,
»der ere vi idetmindste sikre for at blive sete.«
Junkeren og Karen fulgte hans Opfordring. Ib trak Døren paa Klem efter sig.
»Er 1 alene til at ro os over?« spurgte Rud.
»Alene, nej vi ere To, formoder jeg.«
»Hvilke To?«
»I og jeg, Baaden bærer ikke flere end Fire. Forresten behøver I ikke at
frygte. Sagen har næppe stor Fare. Mens Vinen drager igjennem Svenskerne hist
oppe, drage vi her nede igjennem Vandet. Ovre paa den anden Side vente vore
Heste, saa jage vi igjennem Skovene i den klare Nat. 1 værste Fald husker Junkeren
nok paa mit Raad fra sidst af.«
»Hvilket Raad?«
»At dække sig med Kappen for Pallasken og at dukke sig for Karabinen,«
svarede den ondskabsfulde Vagtmester, »man rider ikke Svenskerne overende hver
Gang, og inat maa I holde Eder bag Herskabet, mens jeg er foran og viser Vej.«
»Jeg rider, hvor det behager mig,« svarede Junkeren.
»Aa nej, I rider der, hvor jeg siger, og ikke andre Steder; det er mig, som
befaler her, og det er Eder, som adlyder.«
Karen lagde sin Haand paa Ruds Arm, han tav. Ibs Ord vare korte og
bestemte, de indeholdt desuden en Sandhed, som han ikke kunde nægte.
Lidt efter hørtes ilsomme og lette Skridt i Gangen, Fru Elsebeth vendte til-
bage med en brændende Voksstabel i den ene Haand og Brevtasken i den anden.
»Endelig!« mumlede den utaalmodige Vagtmester og traadte ud af Porten.
Stedet, hvortil Flygtningene havde begivet sig for at stige i Baaden, laa om-
trent i modsat Retning af Indgangen til Slottet, det var umuligt, at Skildvagten ved
Broen skulde kunne opdage dem, saa meget mindre som den forsigtige Palle baade
havde omviklet Baadens Aarer og dernæst sørget for, at Dragonen netop i det af-
gjørende Øjeblik var uskikket til at anvende sin Opmærksomhed paa nogetsomhelst.
Uagtet disse Forsigtighedsmidler syntes Faren dog ikke at være saa ringe, som Ib
mente. Fra Kaptajnens Værelse i øverste Etage skinnede Lysene ned paa Graven;
saa snart altsaa Flygtningene kom udenfor Skyggen af Ringnyiren, vare de udsatte
for at blive bemærkede, livis Nogen af Selskabet tilfældigvis paa samme Tid befandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
