Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
387
omkring og lamenteret den hele Nat, og hvad I ikke vare istand til at finde, det har
den gamle Pulverheks, som staar derhenne, opdaget. Gavtyven er krøben øverst op
i Taarnet og sidder og ler ad Jer fra et af Glamhullerne. — Hvem henter os ham
nu ned?«
Et enstemmigt »Jeg!« lød fra alle Dragoner. Esner betegnede en af de Yderste
i Kredsen, en Karl paa seks Fod med en Hals som en Tyr og Bryst og Skuldre
som Atlas.
»Siden I ikke Alle kunne faa Plads deroppe,« sagde han smilende, »saa vælger
jeg Dig, Olaf! bring os ham ned, hvis Du kan.«
»Kan!« gjentog Kæmpen, forbavset over sin Høvedsmands Tvivl. »Jeg skal
bringe ham ned i min Bukselomme!«
Denne Pral ledsagede han med en militær Hilsen, hvorefter Rytteren gjorde
omkring og skred med lange og drønende Trin over Gaarden.
Der fulgte en dyb Stilhed efter Dragonens Bortgang. Enhver syntes at have
en Anelse om det farlige i hans Foretagende. Alene Esner lod til at være sikker i
sin Sag, han kastede et triumferende Blik hen til Kulsoen. Den Gamle rystede paa
Hovedet.
»I kjender ikke Vagtmesteren,« ytrede hun.
En Tid forløb, inden man mærkede nogen Bevægelse i Taarnet. Pludseligt
lød et højt og rasende Raab, efterfulgt af en heftig Larm, og man saae flere Gange
en Skikkelse komme tilsyne og igjen forsvinde fra Aabningen nedenfor Taget. Støjen
ophørte straks efter, og alt blev roligt som før. Den almindelige Forventning tiltog
nede i Gaarden.
»To Mand op at se, hvad der er blevet af Fangen,« befalede Esner.
Rytterne gik, de vendte tilbage med Kæmpen, som havde lagt sine Arme
over deres Skuldre, medens det krampagtige Minespil i hans Ansigt tydeligt røbede
den Anstrengelse, hvormed han søgte at betvinge sine Smerter.
»Hvad er der ivejen med Dig, Olaf?« spurgte Esner. »Se efter i hans
Lommer om Fangen, som han lovede at bringe os.«
Denne Spøg faldt i Dragonernes Smag, selv Olafs Ansigt fortrak sig til et
Smil, medens han svarede:
»Det er jo den skinbarlige Satan, 1 har skikket mig op efter, strenge Herre!
og ham fører man ikke omkring i sine Bukselommer. Han knugede mig sammen som
en Uldtot, og Hullet, han sidder i, er saa snævert, at man ikke kan bevæge sig der-
inde. Paa den Maade blev han min Mester.«
»Stakkels Fyr!« ytrede Esner spottende. »Du tog vel ingen Skade?«
»Aa nej, jeg tror blot, han har brækket begge mine Ben, forresten fattes jeg
ikke det ringeste. Da han sidste Gang lod mig falde, raabte han, at jeg skulde hilse
Kaptajnen, at han ikke vilde give sig levende, og at han havde skarpladte Pistoler,
og Lod og Krudt foruden, til dem, som vare lystne derefter.«
»Bring ham bort,« ytrede Esner med et Vink til de to Ryttere, som vedbleve
at understøtte Olaf. Derpaa henvendte han sig til de Øvrige og sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
