Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
DRONNINC.ENS VAGTMESTER.
hvor lidt det i denne Verden gjør at have Fejl, naar man blot besidder Aand nok til
at give disse et Skin af Fortrin. — »Du tager fejl!« sagde han, »min Agt var ikke
at røve dine Fortjenester, men blot at støtte mig til dem. — Guds Død, Gjøngehøv-
ding! kan Du da aldrig faa nok af Hæder?« Man taler kun om Dig, i svenske Lejren
digte de tyske Landsknægte Viser til din Ære, Generalerne sætte en Pris paa dit
Hoved, og Du spotter dem og kæmper for bestandig at stige højere, medens jeg
ulykkelige Mand blot kæmper for ikke at falde dybere. — Det er sandt, Du har vovet
dit Liv for at bringe disse Levnetsmidler sammen, Du har taget dem fra Svensken,
og jeg har føjet nogle Ankere Vin til, som Fru Ingeborg paa Rygaard overlod mig,
men jeg har ogsaa vidst at forhindre de svenske Patrouillers Ankomst til denne Egn.
Saaledes er Forholdet; det veed Du, men hvad Du ikke veed, er, at mine Fjender
inde i Hovedstaden spinde nye Rænker imod mig, medens jeg lever blandt Fjenderne
udenfor, min Hustru og Datter ere prisgivne for Uvillie og Krænkelser, ikke af bedre
Grund end den, at de høre til Fru Christine Munks ulykkelige Familie. Siden jeg
ikke ved min Nærværelse er istand til at bekæmpe alle disse Fjender, har jeg for-
søgt det i Frastand, forstaar Du mig? har jeg som en Skibbruden grebet efter den
sidste Planke, der viste sig; vil Du drage den fra mig, Gjøngehøvding? — Jeg gav
dog ogsaa Dig en Andel af Æren, hørte Du det ikke? Jeg sagde jo, at Skibet kom
fra en af mine Venner. Det var Dig, jeg mente. Nu veed Du alt.«
»Ja, naadige Herre!« svarede Svend med et ironisk Smil, »nu veed jeg mere
end tilstrækkeligt«
»Hvad har Du besluttet?«
»At gaa! — det er sandt, 1 veed jo ikke, at jeg ledsager Fru Elsebeth og
hendes Datter til Kjøbenhavn.«
»Og naar Du kommer der —?«
»Saa gaar jeg med Skipper Bagge op til hans Naade Kongen. Jeg fortæller,
at dette Skib kom fra en Adelsmand, hvis Vaaben var en rød Rose i blaat Felt og
elleve sorte Hejrefjer i Hjelmen. Var det ikke saaledes, I sagde?«
Hannibal Sehested lod til at være dybt bevæget over denne Ædelmodighed.
»Kom til mit Bryst,« sagde han, »jeg skal aldrig glemme disse Ord, Svend Gjønge!
tag min Ring, Du! der maa komme en bedre Tid for mig, det er umuligt andet, der
kan ogsaa komme en Tid, hvori Du kan have en Vens Hjælp behov. Lad saa Ringen
minde Dig om, at Du i mig har en taknemlig Skyldner.«
De skiltes. En Time senere gled Skibet med Svend og Flygtningene for en
frisk Vind ud af Fjorden og styrede ned mod Klamperne ved Rørvig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
