Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DRONNINGENS VAGTMESTER.
461
»I dette Øjeblik er jeg eders Gjæst, min naadige Frue!« svarede Svend
med et Buk.
»Ja, min Gud! denne Egenskab paalægger os for nærværende Tid ikke de
samme Forpligtelser som før, og i Fremtiden vil det være én endnu ringere Anbefaling
til Skaansel, siden I selv har vist det uværdige Brug, man undertiden gjør heraf. —
I er min Gjæst, lykkeligvis ere alle de øvrige Tilstedeværende det ogsaa, og nævn
mig Nogen blandt dem, kun en Eneste, der billiger eders Adfærd.«
Svend kastede sit alvorlige og gjennemtrængende Blik hen over Kredsen og
lod det endelig fast og ufravendt dvæle paa Hannibal Sehested, idet han svarede:
»Lad os antage, at der ikke findes en Eneste, siden Ingen nævner sig, og
jeg ikke agter at bede Nogen om Bistand.«
»I behøver heller ikke at bede, hvor I har saa megen Ret til at forlange,«
svarede Sehested, medens han stod op og traadte ham nærmere. »Her findes dog
virkelig Nogen, som efter eders Opfordring, naadige Frue, vover at tale Gjønge-
høvdingens Sag.«
Fru Elsebeth blev purpurrød af Harme, idet hun med et Blik betragtede Sehe-
sted; imidlertid sagde han:
»I forglemmer Eder, naadige Frue! — I skylder denne Mand Hensyn. Han
har frelst eders Liv og eders Formue, han har jo endogsaa ved sit Mod frelst den
tavse Junker hist henne, for hvem jeg synes der burde være nogen Anledning til at
erindre det skete.«
»Jeg benægter, at han har frelst mig,« svarede Rud. »Der udfordres i Sand-
hed ogsaa kun et tvivlsomt Mod til at at ledsage to Damer igjennem Landet, især da
de paa denne Rejse ikke saae noget til Fjenden, maaske ikke engang vare udsatte
for at møde ham.«
»Lad os dog komme til Ende med alt dette,« sagde Svend uden at besvare
Ruds Udfordring. »Jeg har vovet at elske eders Datter, naadige Frue! jeg til-
staar det —«
»Min Gud! er der da ingen Undseelse i dette Menneske; han vover endnu —«
»Tillad mig at tale ud. — 1 maa uden Tvivl have bemærket, at jeg nylig ikke
søgte at afbryde Eder, jeg fordrer den samme Ret for mig. — Jeg har tillige haabet,
at der i de Forhold, hvorunder vi nu leve, maatte gives Lejlighed til at gjøre mig
værdig til hendes Haand. — Forlanger I Hæder, saa skal jeg erhverve den, I kan
tro mig, vi skulle faae mere, end vi behøve deraf. Jeg er en fattig, men en retskaffen
Mand, ønsker I Rigdom, saa vil jeg ogsaa skaffe den tilveje.«
»Er da 1, min naadige Frue! virkelig den Eneste, som ikke veed, hvor megen
Hæder, der allerede knytter sig til denne Mands Navn?« ytrede Hannibal Sehested.
»Han alene vilde jo kunne forsyne Enhver af os Andre med en tilstrækkelig Del deraf.
Jeg kan tilføje, at han besidder en endnu større Ædelmodighed, og I bør i dette
Punkt tage mit Vidnesbyrd for gyldigt, thi det er mig selv, der har været Gjenstand
for denne Ædelmodighed.«
»1?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
