Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Det var ikke muligt at tage feil af den høie,
uniformerede Skikkelse.
— Onkel Frederik! mumlede hun forvirret og
tilkastede Hubert et bebreidende Blik.
Et Øieblik derefter holdt Skovrideren ved Siden af
dem.
Han hilste sin Niece med et fortroligt Nik og rakte
Hubert Haanden.
— Det var en rigtig rar Aften, Hubert.
Forhaabentlig har det ikke været for meget for din Moder — det
trak jo lidt længe ud.
Hubert forsikrede, at hans Moder befandt sig
udmærket idag, og haabede at Onklen og Agnes var
kommet godt hjem.
— Og jeg som troede, du aldrig mer steg til Hest,
Onkel! udbrød Erna.
— Kun sjeldent. Men du smittede mig med din
For-aarstur, og det gik ud over den Brune.
Han klappede Hesten paa Halsen, som Dyret strakte
ud i fuld Længde, mens det aandede lidt stønnende og
rystede sig et Par Gange. Det lysebrune Skind havde
store mørke Pletter paa Bov og Bringe, og hvor Tøilen
havde berørt Halsmusklen, glindsede denne skumhvidt.
Det havde varet temmelig længe, før Jakob bragte
Hoppen for Døren, og den tabte Tid maatte indhentes.
— Det lader til, at jeg har redet den lidt skarpt. Ja,
saadan gaar det, naar man igjen en Gang kommer i
Sadlen. Det gamle Rytterblod kommer op i En. Men
det havde jeg rigtignok ikke tænkt mig, at jeg skulde
træffe dig her i Skoven, Erna. Jeg troede saamænd, at
du var hjemme for længe siden.
— Aa, jeg er kjørt saa langsomt. Det er jo saa
varmt, og jeg havde meget at tale med Agnes om. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
