Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Beliggenhed, som han syntes han en Gang havde læst
noget om i Theologisk Tidsskrift.
Solen nærmede sig sin Nedgang, da Rudolph Sten
forlod sit nye Bekjendtskabs Enemærker og med
kraftige Skridt gik hen ad Landeveien, indtil han standsede
paa det Høidepunkt, hvorfra han paa Henveien havde
mønstret Omegnen.
De sidste Solstraaler gled netop bort fra
Bøgetoppene i Vindslevholm Park og efterlod dem i en kold
Skygge, i hvilken deres Vaargrønt — Haabets kaarne
Farve — lyste endnu intensivere, end det havde gjort,
da han saae det første Gang midt i Dagens fulde
Solbad.
Rudolph smilte ved dette Syn. Han var tilfreds med
Udbyttet af denne Exkursion — og han havde Grund
dertil. At hans Tanker ikke mindst syslede med den
kvindelige Forøgelse af hans Bekjendtskabskreds,
ytrede sig deri, at han pludselig stødte sin Stok i
Jorden og udbrød: — „Olga!"
„Det er jo Olga, som hun hele Tiden har erindret
mig om, navnlig naar hun ler."
Denne Sammenligning maatte have noget Komisk
ved sig, for han smilte snu, idet han strøg sit Fipskjæg
og mumlede: —
— Olga — og Fru Bjerring til Vindslevholm!
Idet han vendte sig om for at gaa videre, gled hans
Blik hen over den lange Skovstrækning tilhøire, der
allerede havde afskaaret den underste Fjerdedel af
Solskiven. En tynd Røgsøile hævede sig derude, hvor de
tre Popler viste sig, som om en fjerde var ved at voxe
op i Himlen, og med sin Kikkert kunde han se, at dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
