Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
i den iStore Skov. Men skjøndt dette var den Retning,
som havde mest Tiltrækningskraft for Jægere, slog
Vognen ikke ind paa den, da Kudskens Jagtret laa
andetsteds. Rudolph dreiede af tilhøire, hvor en smal Vei,
der var indhegnet af smaa Popler, førte langs med
Skovstrækningen.
De vare ikke kjørt mange Minutter her i langsomt
Trav, før en Bøining af Veien pludselig bragte dem i
Nærheden af deres nye Bekjendt, Manden med
Uldhuen.
Han sad paa Grøftekanten og smogede sin Pibe.
Saasnart han saae Vognen, reiste han sig og gik videre
ined saare jordvindende Skridt. Ikke langt derfra skar
en Vei deres; det var aabenbart den, han vilde naa.
Allerede henne hos Ane havde denne Mands Væsen
været Rudolph paafaldende. Han skyndte paa Hesten
og indhentede ham kort før Korsveien.
— God Dag nok en Gang! raabte han og strammede
Linerne en Smule, saa at den Brune faldt i Skridt.
— God Dag igjen! brummede Vandringsmanden i en
gnaven Tone.
— Det har rigtig gjort os ondt, at vi har jaget Dem
bort, især da Ane siger, at De ikke hører til her i
Borre-husene.
Intet Svar fra de smøgende Læiber — kun et
samstemmende Nik.
— De er maaske langveisfra?
Den Udspurgte tog Piben ud af Munden og spyttede.
— Langveis? hæ — det er som man er gaaendes til.
— Deres Vei gaar sagtens af her?
Rudolph holdt Hesten an ved Korsveien, hvor den
Fremmede aabenbart — som Rudolph havde ventet
—-vilde dreie af tilhøire.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
