Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
253
maal, og jeg tænker det er Noget, vi allesammen maa
undvære.
— Saa meget mer, bemærkede Rudolph, som det
let kan ske, at naar vi lægger Kortene ned og troer, at
vi kan overse Regnskabet, saa bliver Lyset blæst ud
for os.
Kammerjunkeren nikkede og lo: —
— Ja, det er en Mulighed, som vor „Philosoph des
Unbewussten" i høi Grad fører Ordet for. Saa der er
saamænd ikke andet for at gjøre end, saalænge Lyset
brænder, at spille saa godt man kan med de Kort, som
Skjæbnen har givet En i Haanden. Og da man under
saadanne mislige Omstændigheder ikke skal gaa for
dumdristig til Værks, saa siger jeg: — Pas.
— Ja jeg maa saamænd ogsaa passe, meldte Erna.
Agnes betænkte sig endnu, rynkede Panden,
mønstrede Kortviften endnu en Gang — og sagde ogsaa
Pas.
Men Rudolph lagde stum en Invite paa Bordet.
Ernas Pande formorkedes. Hun svarede i en anden
Couleur. Og et fornøiet Smil bevægede sig i Skyggen
af den kammerjunkerlige Knebelsbart ....
— Det var nok ikke stort bevendt med vores Lykke
i Spil den Gang! sukkede Erna efter den femte Rubber,
hvor hun og Rudolph igjen havde været Makkere og
atter havde tabt deres egen Grand.
— Fortuna tilsmilede Huset Hanenau! sagde
Kammerjunkeren smidskende og strøg sin Gevinst ind for
at komme den i en Sparegris, som Agnes bragte fra
en Etagere, hvor den havde sit faste Stade, og hvorfra
den ved Juletid vandrede over i Sognets Fattigkasse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
