Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
VI
— God Nat!
De to raabende Stemmer forstummede.
Det sidste Lysskjær fra Skovridergaarden smuttede
bort over Veien og slukkedes.
Behagelig lænet tilbage paa Kaleschens elastiske
Puder hengav Rudolph og Erna sig til den natlige
Kjøreturs Stemning — ikke uden en Smule urimelig
Hjertebanken.
Det var stille, og skjøndt det frøs et Par Grader,
føltes Natteluften ligesaa mildt som forfriskende.
Lyskeglerne, som Vognlygterne sendte ud til begge Sider,
lod nu og da en Busk eller et Træ ved Veikanten lyse
spøgelseagtig op, indtil de begyndte vedvarende at
lokke Skovtræer ud af det tiltagende Mørke — Soiler
af glat Bøgebark og ru Egestammer — for saa endelig
at belyse sammenhængende Mure af Grannaale,
hvorved det blev aller mørkest. Kun foroven var der en
lysere Stribe, som en lige Mælkevei.
Skoven indhyllede dem i sin store mystiske
Tavshed-Derude var de endnu blevne ledsagede af
Gaardhun-dens Glammen og af nogle Landsbykjøteres Bjæffen.
Her var helt tyst — saa velgjørende tyst. Af og til
strøg en blod Susen, et eller andet Steds fra, igjennem
Luften. Kun Hestehovene klaprede regelmæssig og
muntert paa den haardfrosne Vei, med en
udfordrende Klang: er der slet ingen Rovere i denne deilige
Skov?
Skoven forholdt sig stedse stummere overfor dette
taabelige Spørgsmaal; thi selv hin sagte Susen hørte
mer og mer op, jo længer man fjernede sig fra Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
