Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
der hist og her Lys op fra spredte Bøndergaarde og
Indsidderhuse.
— Aa, vi er vel allerede ved Borrehusene,
bemærkede Rudolph, blot for at komme ud af denne
knugende Tavshed. Men hans Stemme klang saa underlig,
at han selv blev bange.
Endnu mere bange blev Erna. Et Par Gange —
tilsidst i Mai Maaned i den Skov, de lige nu vare
ude af — havde hun hort denne hæse Klang i Huberts
Røst. Hun bevægede Læberne for at gjøre den trivielle
Bemærkning, at det maatte jo være Tilfældet, siden de
kjørte i Skridt; for det var den eneste Stigning mellem
Hanenau og Stubberup. Men enten havde hun faaet et
pludselig Anfald af Aphasi, eller ogsaa frygtede hun,
at ogsaa hendes Stemmeklang skulde forraade
Noget, hvor topographisk tør end selve Ytringen var:
Ordene udeblev.
Erna havde en Følelse af, at hun maatte springe ud
af Vognen. Hun tænkte paa at foreslaa, at de steg ud og
gik op ad Bakken „for at skaane Hestene", men
besindede hig paa, at de nu strax maatte have naaet
Høidepunktet.
Et sparsomt Lysskjær faldt tvers over Veien. Det
trængte ud gjennem Smaariider paa høire Haand. Tæt
ved dem viste sig et skarpt, gammelt Ansigt med en
stor Brille paa den bøiede Næse. Det faldt just Rudolph
ind, at det maatte være gamle Anes Hus, og han
undrede sig over, at hun sad saa sent dér og læste, skjøndt
hun jo efter Sigende var meget lidende: — da hans
stumme Naboerske atter fandt Mælet, og det saa
fuldkomment, at hun kunde raabe ganske høit: —
— Søren, holdt! Holdt, Søren!
Søren, der netop stod i Begreb med at lade de Brune
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
