Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Ane betragtede Godseierfruen med en humoristisk
Blinken.
— Ja-a, om det nu ogsaa er den gode Gud, der har
skabt dem —?
— Ja men, Ane! det kan der da ikke være nogen
Tvivl om.
— Itte? — Ja, jeg veed itt’ saa lige. Og
Kammerjunkeren han siger ogsaa, at han vee’et itt’, se saa kan
jeg da sagtens vær’et bekjendt. Vi talte om det ve’
Et-teraarsaktionen, hvordan de allesammen er her i
Verden, og de synes da bare at være der for at æde
hinanden, og det er saamænd itt’ andet med Menneskene
heller.
— Ja men Menneskene — de hjelper da hinanden,
Ane.
— Jo, vel gjør de det, en Gang imellem, og det gjør
Dyrene saamænd ogsaa. Der staar mange kjønne Ting
aa læse dér, om hvordan de hjelper hinanden. Og
mangen Gang hjelper Menneskene heller itte hinanden.
Dyrene i Skoven og Menneskene i Byen, det er
saamænd hip som hap, de har itte Noget og la’e hinanden
høre, tykkes jeg — og det mener Kammerjunkeren
ogsaa.
— Aa, Onkel Frederik, sagde Erna i en ærgerlig
Tone, han har nu saadan sin egen Maade at udtrykke
sig paa, det maa du ikke tage for ramme Alvor. Men vi
maa da ikke sammenligne Menneskene, der har en
udødelig Sjæl, med Dyrene.
— Itte?
Igjen dette godmodig humoristiske Blik i de blaa
Øine, et Blik, der var lige ved at bringe Erna fra
Con-cepterne. For i Stedet for at spille den patroniserende
Rolle, hun havde belavet sig paa, følte hun sig næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
