Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
mærkelige, som der kunde findes noget Paaskud til —
og volde saamegen Forvirring,, som det var muligt.
Rundt om i Salonen vare Samtalerne blevne
afbrudte.
Hubert var strax sprunget op. Med et lynsnart Blik
oversaae han Situationen. Midt i den sorte
Skjægge-fylde var hans Ansigt lige saa blegt som det, der livløs
laa tilbage paa Stolens Ryglæn.
Disse to Ansigter udgjorde et Par, syntes Agnes —
og hendes eget fortrak sig af skjærende Smerte. Hun
havde lige nu talt om Kjøreturen med Erna i Hanenau
Skov, og ogsaa hun erindrede de Ytringer, som ved den
Leilighed vare faldne om „den Juelsboer Hebe".
Men det Udtryk af ophøiet Selvbeherskelse overfor
ufortjente Skjæbnestød, der prægede
Geheimeraad-indens Ansigt, vilde Brix, hvis han havde været
tilstede, have betegnet som „a sight to see".
Ikke mindre af en Seværdighed var den
ubevægelige Mollusk. Dette kunde ganske vist have Noget med
„Tyendets Moralitet" at gjøre — og med Herskabernes
med! „Hun har hvisket ham Noget i Øret — et Par
Ord — før hun sagde det om Snørelivet .... et Par
Ord, jeg saae det! Hele Tiden har hun siddet her og
luret paa en Leilighed og ønsket mig Stakkel til
Bloksbjerg, jeg mærkede det godt! Og jeg saae hende hviska
Du gode Gud, hvilken Skamløshed!"
Stoffet var absorberet, Mollusken fordøiede det stille
og sukkende. Og med Sukkene hævede og sænkede de
store Perler sig blinkende, ligesom Taarer, dem det
følelsesfulde Bløddyr havde grædt over Tidens
Usædelighed, og som vare forstenede paa dets Bryst —
blivende, glimrende Vidnesbyrd om egen Dyd.
Rudolph Stens Landpraksis. II
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
