Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
Studiosus kunde, burde, skulde og turde vide om
Schopenhauer?
Fra Sovekamret hørtes et foragteligt Snøft og nogle
mumlende Ord, der lød som „Idiot af en forskruet
Hegelianer".
— Meaning Professor Brøchner, forklarede Brix
sig selv. — Naa, jeg vil ikke forsvare ham, ikke selv
værende nogen heftig Beundrer af hans Philosophiens
Historie, ubetinget den bedst hadede Bog i mit lille,
men udsøgte Bibliothek____Det er forøvrig et klassisk
Exempel, fortsatte Brix i en dyb kontemplativ Tone,
som om i dette Øieblik en meget mærkelig
Omstændighed blev ham klar og kastede Lys paa hans indre
Væsen og dets Udviklingslov: — et klassisk Exempel
paa den vidunderlige Blanding af Vanheld og Held —
meget Vanheld, lidt Held — der ledsager Rasmus Brix
paa hans jordiske Løbebane og giver denne Præget af,
hvad jeg med et Udtryk fra vore herlige Folkeviser
vilde kalde „en krank Lykke".
Taleren kom ikke videre, da Piben lagde Beslag paa
hans Mundværk.
— Hvad var det med det klassiske Exempel?
spurgte Rudolph.
— Det klassiske Exempel er det, at mit
velgrundede Haab om at komme op i Schopenhauer blev
skuffet. Jeg kom op i Fichte. Det var galt, men kunde
have været værre. Om de fleste af de ærede Herrer i
Philosophiens Historie vidste jeg ikke et Suk. Om
Fichte vidste jeg, at han bestandig var i Færd med „at
sætte" noget Andet. Det var godt, men det var ikke
tilstrækkeligt. Jeg havde glemt, at han først havde sat
sig selv. Jeg forsøgte at fremstille dette som en
Selvfølgelighed: hvorfor skulde han være saa overdreven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
