Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143
Sidste med alle Miner prægede af Mistillid til saadanne
Barbarers Modtagelighed for Skjønhed og Ynde).
— Nei hør, Brøndsted, naar De begynder at smigre,
saa staar Verden ikke længe, og saa er det saamænd
ikke Umagen værd at blive rask.
— Nei smigre — det kunde saamænd aldrig falde
mig ind–
— Saa, nu gjør De det bare værre. Jeg er vis paa,
De har gjort mig helt rød.
Hvilket ogsaa var Tilfældet. Agnes var sig bevidst,
at hun ikke turde se paa Rudolph. Han maatte finde
hende saa komisk!
— Men det var det, jeg kom fra: — Erna skriver, at
saa skal vi bare belægge vore Pladser og strax gaa ind
i Spisewagonen. I Berlin varer det til halv ti og
længere, før vi kan faa Noget at spise i Hotellet. Naar
kommer vi da egentlig til Warnemünde, Brøndsted?
Husholdersken maatte atter søge efter i den
foragtede Bog, hvilket formedelst det stærkt aftagende
Dagslys voldte en Del Besvær.
— Aa jo, jeg kan saamænd godt .... Her ....
nei .... Jo, nu har jeg det .... I Warnemünde
Klokken Fire og halvtredsindstyve Minutter — Fire og
halvtredsindstyve Minutter, gjentog hun høitideligt: — I
Udlandetl
Hvis hun Klokken Fire og halvtredsindstyve Minutter
havde skullet landsættes i Dantes Helvede, kunde hun
ikke have set mere skrækslagen ud. Og dog var der
ogsaa en vis Stolthed i hendes Blik.
Denne var heller ikke ubegrundet. I den lille Kreds
befandt der sig Ingen, som havde været i Udlandet,’
hvis man da ikke vilde betegne Kammerjunkerens
Besøg i unge Dage paa nogle skaanske Herregaarde (ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
