Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215
anden. Hubert begreb at en Tilstaaelse var
unødvendig, ikke blot fordi Sten allerede vidste Alt, men
navnlig fordi han saae at den gode Villie til
Skriftemaa-let var tilstede.
— Ja, den der kan følge ham, han gaar nok den
sikreste Vei. Men hvad Jagten gaar — Jagtdjævlen
sidder for dybt i Blodet paa mig–
— Hubert! raabte Geheimeraadinden fra
Studereværelset.
— Strax Moder! .... Farvel, Hr. Sten! De skal ret
have Tak, det er en Byrde, der er taget fra mit Hjerte.
Og naar De redder den Lille derinde — og med Guds
Hjelp vil det jo lykkes Dem — aa, De veed ikke,
hvilken Taknemmeligheds-Gjæld De saa sætter os Alle i.
Jeg kan slet ikke tænke mig Onkel Frederik uden
hende .... og min Moder .... og overhovedet, Agnes er
jo–ja, jeg veed, det lyder banalt at sige: „hun er
en Engel," men da hun sad saa let paa min Arm, saa
foruroligende let, saa kunde jeg ikke lade være at
tænke, det var ligesom hun vilde løsne sig fra den og
svæve opad .... Hold hende fast her, Doktor! tro mig,
der trænges til hende her.
— Jeg troer selv, Hr. Juel, at vi her paa Jorden i høi
Grad trænger til saadanne Væsener, og — ja, jeg vil
gjøre mit Bedste.
Hubert trykkede hans Haand fast.
— Det veed jeg, De vil. Og Resten staar i Guds
Haand.
Og han ilede ud i Korridoren, hvorfra Moderens
Stemme atter kaldte ham — og denne Gang temmelig
skarpt.
Da Rudolph hørte Vognen rulle bort, bankede han
paa Døren til Agnes’ Værelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
