Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Præsten ogsaa talte om ved Agnes’ Baare. Ja — Døden
var ham god, det viste sig her.
Bjerring tav og stirrede hen for sig.
Saa begyndte han at føie sig paa Brystet, rode om i
Lommerne og brumme i Knebelsbarten.
— Ja, gjentog Rudolph tankefuldt — Døden var
ham god her–det faar vi være taknemmelige for,
hvormeget vi saa maa savne ham. Og jeg synes, det
er saa smukt, at de har lagt ham her.
Bjerring holdt inde med sin Søgen og saae
forbauset-spørgende paa ham: —
— Naa-aa ... næ-æ, nei, det er saamænd bare en
Mindesten, som Revirets Skovbetjente og nogle gamle
Forstelever af ham har sat. Ja, det vilde jo have været
det kjønneste — men nei — Familien! Det gik jo
aldrig an, at Frederik Harstorf skulde ligge „under
aaben Himmel paa vildene Mark" ligesom Frode
Fredegod, nei, han maatte da i Christen Jord! Og ikke
blot det: naar han endda kunde have faaet Lov at ligge
ved Siden af Agnes oppe under Vindslev Kirkemur —
men nei, han maatte ned i Familiebegravelsen ovre i
Jylland, indenfor det forgyldte Stakit. Vi var jo
naturligvis derovre til Bisættelsen. Naa, jeg fik da sat
igjennem, at der blev sunget den Psalme, Harstorf syntes
saa godt om, ved Agnes’ Begravelse, veed De nok —?
Rudolph nikkede.
— Ja, det kostede skam en haard Strid, for Præsten
derovre fandt, at det var da en rædsom trist Psalme.
Det var en af disse glade Grundtvigianere, han havde
saamænd helst ladet os synge en af deres Hopsaer for
„Guds egne Børn smaa", der „immer svømme
oven-paa", men der hjalp nu ingen Kjærmo’er, han maatte
tage den triste med Vandringsstaven.
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
