Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
Den Handelsreisende, der havde gjemt Ansigtet
bag et gammelt Morgenblad, sprutede ud i Latter og
sprang ud paa Dækket for at faa Luft.
Peter Øiland rettede paa Brillerne og fortsatte:
«Det var sandelig muntre Damer, De havde hos Dem
igaar, Herr Sukkestad, fuldstændig tidsmæssige — hm
— har De ofte slige smaa Kolafeier i Deres Hjem?»
«Jeg forstaar ikke, hvad De mener, Kandidat, det
var ikke noget Selskab — vi holder aldrig Selskaber
hjemme hos mig.»
Peter Øiland begyndte derefter at fortælle
Skrøner, under hvilke den ene efter den anden af de
Delegerede forsvandt. Da han fortalte om Klokkeren, som
sagde til Presten, idet han hængte paa ham Samarien:
Prrrrro, staa stille, Blakken, til jeg faar hængt paa dig
Bagsælen — saa gik den sidste. Tilbage var da kuns
den lille Handelsreisende, som var kommet ind igjen
og i fuldt Maal gouterede alle Historierne. Sjøen var
bleven rolig, og Maanen lyste vakkert op, hvorfor de
to placerede sig ude paa Dækket. I Løbet af Kvelden
hørte samtlige Delegerede, der forgjæves prøvede paa
at sove i sine respektive Køier, alle Gluntarnes Sange,
idet Peter Øiland var Magisteren og den
Handels-reisende Glunten.
Magisteren: Herre min Gud, hvad den månen lyser,
se, hvilken glans ut öfver land och haf!
Glunten: Himlen er klar, och hvar stjerna myser
vanligt emot oss ner och vinkar glad.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
