Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
sidste i Athen—Kristiania». Byfogdens groede derfor
fast til Strandvik, og ansaaes som uadskillelige fra
Byen.
De havde to Børn, nemlig Sønnen Løitnant Hvidt
og en Datter, der hed Jacobine Franziska Angelique
efter en af Moderens adelige Ahner.
Jacobine eller Bine, som hun kaldtes, blev af
Moderen betragtet som umulig at faa nogen Skik paa.
Hun havde haabet af hende at kunne have skabt en
Verdensdame, der vilde kommet til at spille en Rolle
i Livet, og ei som hende selv blive dømt til at leve
i en Afkrog af Verden, kun opfyldende de Pligter,
der paahviler en beskeden Embedsmands Hustru.
Desværre Bine Hvidt var og blev uforbederlig.
«Hun er lidet begavet,» sagde Moderen. «Hun er
noget indskrænket, stakkar,» sagde Faderen. «Gaas,»
slængte Broderen efter hende.
Det var kostet meget paa Bine for at faa hende
nogenlunde acceptabel. Hun havde i flere Aar spillet
Piano med Musiklærer Davidsen, læst Sprog med
Frøken Svane, men lige klog blev hun, hvorfor Fru
Hvidt tilslut opgav hende som uimodtagelig for høiere
Uddannelse, og lod hende seile sin egen Sø med de
Smuler, som hun muligens havde opfanget fra
Kundskabens Træ. Hjemme blev hun betragtet næsten som
et Tyende, der skulde udføre alt muligt. Løitnanten
kommanderede hende stadig: «Bine, sy en Knap i
Handskerne mine,» «Bine, spring op efter Tøflerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
