Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
«Dør jeg?» sagde han mat.
«Du er svært daarlig, Arne–-— Fader vor,
du som er i Himmelen–—.»
«Fader vor,» svarede han sagte og læste efter
hende, mens han hele Tiden holdt hende i Haanden.
Han blev roligere, Aandedrættet mere jevnt, og
da Mor Henriksen kom ind, sov han let.
Ud paa Morgensiden tog hun de to Smaa med
sig hjem. Vinden var løiet af, og det var bleven
stjerneklart og koldt. Gaderne var mørke, og det var
saa glat, at hun havde maattet tage den Mindste paa
Armen under Tørklædet.
De passerede Raadhussalen, hvor der endnu
skinnede Lys ud af alle Vinduer.
Ballet blæstes af, og de sidste skingrende Toner
af en feiende Galop lød ud til de tre paa Gaden.
Da hun nærmede sig Hjemmet, saa hun det lyste
i Dagligstuen.
Byfogden sad i Lænestolen og hvilte sig lidt.
Fruen holdt netop paa at tage af sig Balstasen, mens
Løitnanten rumsterede ude i Spisestuen efter en
Selters.
Hun gik lige ind og bort til Ovnen med de to
Smaa. Den Mindste var søvnet, og hun lagde hende
derfor paa Sofaen samt bredede Tørklædet over hende.
Byfogden sprang op: «Men i Guds Navn, Bine,
er du oppe nu; men hvor har du været henne,
Barn ?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
